“Pressen beskyldes i folkemunde for  at være sur og brutal. Alt for kritisk. Gid det var så vel. I virkelighedens verden er pressen generelt alt for mild, alt for ligegyldig og alt for ukritisk”. I dagens klumme giver forhenværende chefredaktør på Fyns Amts Avis, Arne Mariager, pressen – også den i Svendborg – tørt på.    

Den største løgn er den der aldrig bliver fortalt

Arne Mariager.

Af Arne Mariager.

Journalister og redaktører vurderes på, hvad de gør. Sådan må det nødvendigvis være. For læsere, lyttere og seere har ikke andre muligheder. Men det ville være befriende, hvis de en gang imellem havde muligheden for at kigge om bag scenen. Så de kunne se, hvad nogle journalister og redaktører IKKE gør.   

Pressen beskyldes i folkemunde for at være sur og brutal. Alt for kritisk. Gid det var så vel. I virkelighedens verden er pressen generelt alt for mild, alt for ligegyldig og alt for ukritisk.   

Test: Tag en hvilken som helst dansk avis og en blå tuschpen. Sæt et kryds hen over hver eneste artikel, der er ligegyldig, selvfølgelig eller blot fortæller, hvad der tilfældigvis drev forbi eller repræsenterer tamt mikrofonholderi. Tag så en rød tuschpen og sæt et kryds over de artikler, der er overraskende, går i dybden, gør dig klogere, giver dig forklaringer – eller afslører misbrug af enhver art i demokratiet. Og jeg lover dig: Din avis er BLÅ. Som næser på en vinterdag.   

Det er let at gennemføre denne prøve i de trykte medier. De kan også laves med radio og tv. Det kræver bare, man gør notater. Men resultatet bliver det samme. Tænk bare på det savlende, fidele interview, Reimer Bo gennemførte forleden med society- og erhvervspigen Rigmor Zobel. På en licensbetalt kanal. DR svigtede seerne den aften. Det sker hyppigt. Også for andre tv-stationer. For mange studieværter er holdt op med at være journalister. De er gået ind i underholdningsindustrien.   

God journalistik er også underholdende. Men det er underholdning med substans. Og det er paradoksalt, at mens dagbladenes oplag rasler ned, mens tv-stationer og radiokanaler kæmper febrilsk om annoncekroner og seer- og lyttertal, mens der sker mere i vort samfund end nogensinde, og mens mængden af medier er større end nogensinde – så bliver der længere og længere mellem den ægte, anstændige og professionelle journalistik. Vi lever i en verden af flimmer og tingeltangel. Når en sag skal afsløres, sker det som dramadokumentar, ofte rodet sammen, så der hverken er tale om drama elller dokumentar. Og programmedarbejderen fylder mere end sagen. Underholdningen har taget over. Og så sker der paradoksalt nok det, at journalistikken holder op med at være underholdende. For den er kun spændende, hvis den er stærk. Og hvis den er gennemført på journalistiske præmisser – ikke på fiktionens.   

Journalistik består i at skildre virkeligheden. Men virkeligheden er enorm stor. Derfor kommer god journalistik til at bestå af valg. Af en redigering af virkeligheden. Så det vigtigste, det afgørende, det væsentlige sendes ud til befolkningen. Det er et håndværk, som kræver stor professionalisme og dybt engagement hos sin udøver. Evnen til at forholde sig kritisk til alt det, der bliver sagt. For man hæfter overfor læsere, lyttere og seere. Journalistikken fordrer, at dens udøver trænger ind til det væsentlige. Og ind til kendsgerningerne. Ikke farer videre med en overfladisk refleks eller en selvfølgelighed. Og ikke lader sig forblænde af situationen eller personerne. Som Reimer Bo forleden søndag.   

Samfundet har aldrig haft mere brug for journalistik end netop nu. Alt går så hurtigt. Centraliseringen i samfundet er så ekstrem, at hvis ikke vågne journalister konstant fortæller, hvad der er på vej, bliver demokratiet – og dermed borgerne – de store tabere. Kun en befolkning, der ved, hvad der sker – og hvad der skal ske eller risikerer at kunne ske – er i stand til at råbe op. Uden dygtige, engagerede journalister vil demokratiet udvikle sig til en parodi. Fordi alt for få mennesker så vil ane, hvad det er, de kan og bør forholde sig til.   

Hvorfor kunne en Brixtofte i Farum komme så langt ud på grenen – og slæbe hele sin kommune med derud? Fordi ingen kritiske journalister i nærområdet stillede spørgsmål. De sad med om bordet. De sang for i heppekoret.   

Hvorfor er der ikke stillet flere spørgsmål til Svendborg Kommunes handel med greven på Hvidkilde? Kommunen købte jord for over 70 millioner kroner til nybyggeri. På et tidspunkt, hvor byggeriet gik i sort. Hvorfor kommer det efter kommunalvalget som et chok, at økonomien i Svendborg Kommune er elendig? Hvorfor var der ingen, som stillede spørgsmål længe før valget? Hvad med embedsværket? Advarede de dygtige folk i administrationen ikke politikerne i forbindelse med budgetlægningen i efteråret 2009? Og hvis de ikke gjorde, hvorfor så ikke? Hvor var spørgsmålene? Ikke bagefter, i bagklogskabens lys, hvor alt står skarpt. Men i tide?   

Svendborg er langt fra den eneste større by, hvor  udviklingen på det seneste er gået den vej, hønsene skraber. Og det er tilsyneladende kommet som et chok for alle de ansvarlige. Sådan kan det jo ikke være. Nogen eller nogle har sovet. Hvor blev spørgsmålene af?   

Nej, pressen er ikke kritisk nok. Ikke skarp nok. Den er alt for let at holde på afstand. Professionelle spindoktorer og medierådgivere gør det muligt for politikere og erhvervsledere at bokse pressen på afstand. Det er farligt for demokratiet. Der må serveres mindre sødsuppe og mere citronsaft for befolkningen. Også selv om mange af os synes, det er hyggeligere med sødsuppen. For en sandhed, der svier, er sundere end en løgn, der klør. Samfundet, både i det store og på det helt nære plan, har brug for skarp journalistik. Om den så præsenteres på papir, i radio og tv eller på en pc-skærm er ligegyldigt. Det er ikke formen, men substansen, der er afgørende. Hvis ikke journalistikken drives på journalistiske præmisser, bliver demokratiet og danskerne de store tabere. Så ville de få snyde de mange.   

Husk: Det er ikke altid, man behøver sige noget for at lyve. Ind i mellem kan den største løgn netop være bare at holde kæft.   

(Arne Mariager er forhenværende chefredaktør og administrerende direktør, chef for Fyns Amts Avis i perioden 1989-1996).