Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Vi ved det godt. Vi kan jo læse. Vi kan læse skriften på væggen.

Gutenbergtiden er ved at rinde ud. Efter et halvt årtusinde med trykte bøger er det snart forbi. Efter fire hundrede år med trykte aviser vil vi snart stå med den sidste i hånden.

Måske ikke i vores tid. Vi er halsstarrige, nogle af os. Men det kommer.

Bøger vil blive elektroniske kredsløb, data på en harddisk, de vil optræde på Nettet, de vil ligge i Skyen og blive streamet. De vil skifte karakter. De vil ikke længere være uforanderlige, sådan som de blev skrevet, men i stadig forandring. Der vil blive rettet i dem, andre vil skrive med, de vil miste deres aura af udødelighed og blive flygtige. Ildfluer der tændes og slukkes ude i mørket.

For os er det næsten ikke til at fatte. Jeg har levet to lange liv. Et mellem mennesker, et mellem bøger.

Fra Strudsen Rasmus og Lille Sorte Sambo, over Robinson Crusoe og Greven af Monte Cristo til alle de andre, alle de mange parallelle liv, jeg har levet. I alle tidsaldre, alle steder på Jorden, som mand og kvinde, som ung og gammel, alle mine liv i bøgerne.

Bøgerne stod i reoler på børneværelset. De dækkede væggen i stuen, de lå i kasser på loftet. Gamle, lasede og hæftede. Smukke bøger i ornamenterede shirtingbind fra 1890’erne. Og man smed aldrig en bog væk. Den dag i dag kan jeg ikke kassere en bog. Det sidder så dybt i en, angsten for dem der brænder bøger. Der var noget sakralt over bogen. De satte ham til bogen, sagde man. De var bogens folk, sagde man om jøderne i den gamle shtetl-kultur, der blev udslettet af barbarer.

Det første, jeg gjorde, da jeg var flyttet hjemmefra, var at sætte bøgerne op i den nye lejlighed. Med tiden udviklede det sig. Nogle vil sige, bogen blev til fetish. Førsteudgaver, dedikationer, smukke bogbinderbind, smukke, illustrerede udgaver. Bøger alle vegne.

De sidste hundrede år har bogen som genstand været i forfald. Der er vel aldrig lavet smukkere bøger end omkring 1900. Endnu i tyverne og trediverne var det almindeligt, at gymnasieelever gik til bogbinderen og fik deres bøger smukt indbundet. Så blev bøgerne hæftede. De blev ikke længere syet i ryggen, men limet. De blev massefremstillet i Ungarn eller Polen. Hvorfor skulle man gøre så meget ud af en bog? Det var vel indholdet, det kom an på, ikke indpakningen. Den smukke bog forsvandt – de grimme kunne vel være lige så gode. Og nu forsvinder også de grimme bøger. Ordene er der jo endnu. Hvad betyder det, om man læser dem smurt ud med tryksværte på tynde plader af mast træmasse eller på en e-bogslæser, der vejer hundrede gram og kan rumme tre tusinde bøger? De trykte bøger vil forsvinde. De vil blive kuriositeter. Man vil have et par stykke, som man kan synes det er morsomt at have en gammel spilledåse.

Vi vil stritte imod. Men det sker alligevel. Se på livsstilsudsendelserne i fjernsynet; bolig efter bolig med gabende, tomme vægge. Se dig omkring i bussen eller toget. Du ser nogle få sidde med en bog, mellem alle mobilerne, alle computerne.

Vi er snart de sidste, der sidder med bøger i hånden.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).