Hængt godt og grundigt til tørre – det blev det nye bystyre ledet af de røde. I Fyns Amts Avis. For ”i løbet af blot et enkelt døgn” at have ”spenderet over 156.000 skattekroner … på et firestjernet hotel”, og med en ”barregning på over 11.000 kr.”. Hvad var der egentlig i den forargelseshistorie? Ikke meget. Ja, nærmest slet ingenting. Frede Jakobsen gennemgår sagen i en spids kommentar.

Invitation til forargelsens automatreaktion

Af Frede Jakobsen

Brixtofte ville have rystet opgivende på hovedet over sådan en flok svagdrikkende amatører. Byrådspolitikere i Svendborg – Vorherrebevares! Og så ville han have skyllet de grimme ord ud af munden med en ordentlig flaske drue – sådan en Chateau Petrus til omkring de otte tusser pr. flaske. Hans foretrukne mærke. Se det er der – specielt, når man ikke selv, men kommunekassen betaler – stil over. Det er der altså ikke over en vinregning på cirka det samme, altså 8000 kroner – for vin til 33 mennesker. Sådan en regning er det altså svært at falde i svime af forargelse over.

Det var nu ellers måden, den var drejet på – artiklen for nylig i Fyns Amts Avis (den 1. april, ja, undskyld mig, men det er ikke mig, der har valgt datoen) om ”Politikere på visionskursus for 156.000 kr.” Den indbød til forargelsens automatreaktion med underrubrikken ”Svendborgs politikere og topembedsmænd varmede op til spare-runde på firestjernet hotel”. Og hvis budskabet ikke allerede nu var forstået af læserne, så fik den lige en ekstra skrue i indledningen: ”Som optakt til en af de hårdeste og mest brutale sparerunder i Svendborg nogensinde, har politikere og topembedsmænd i løbet af blot et enkelt døgn spenderet over 156.000 skattekroner på et såkaldt visionsseminar på et firestjernet kursuscenter i Middelfart”. Så er den vist feset ind på lystavlen hos selv den mest tungnemme læser. Hvis ikke – nå ja, så nævnes da lidt senere også lige ”en barregning på over 11.000 kr.”. Mangler der lidt endnu? Jamen, så præciseres det i billedteksten – under et foto af en række biler foran et i øvrigt kedeligt udseende kursuscenter: ”Det var her på det firestjernede Severin Kursuscenter med direkte udsigt til Lillebælt, at 33 politikere og embedsmænd fra Svendborg Kommune spenderede godt 156.000 kr. på et døgn”.

Ja, ja, lillemor, der kan man bare se, kan man høre farmand grynte fra gyngestolen efter læsning af dagens avis. Sådan går det, når de røde kommer til magten. Ødelande, det er de. Smider om sig med skatteborgernes penge til druk og luksus. 

Virkeligheden er bare en ganske anden, når man kigger nærmere på den faktura for seminaret 12. og 13. marts, som Fyns Amts Avis har fået aktindsigt i hos kommunen. Den udstiller nærmere det nye, røde bystyre som nogle fedtsyle – hvis altså ellers det et styret, der har udstukket retningslinjer for, hvad kommunekassen ville betale for på seminaret. Eller det udstiller alle de 33 deltagere – embedsmænd såvel som røde og blå politikere – som mådeholdne, hvis det er sådan, at der var frit slag på alle det firestjernede kursuscenters sprithylder. Det røde bystyres visionsseminar her ved starten af en ny byrådsperiode må nærmest betegnes som puritansk – hvis man sammenligner det med det tilsvarende seminar, som blev holdt i januar 2006, da det dengang nytiltrådte, borgerligt ledede byråd skulle i gang med arbejdet. Svendborgs NetAvis har fået aktindsigt i regningen fra dengang. Bare sådan for at sammenligne.

Regningen for det nuværende byråds seminar lød ganske rigtigt på 156.000 kroner. Men de 81.500 kroner var til Lundgaard Konsulenterne for at forberede og afvikle seminaret – en noget pebret pris, må man sige. De 6.800 kroner var til et busselskab for at transportere deltagerne til Middelfart. De cirka 43.000 var for lokaler og værelser til overnatning, for to gange frokost, en gang middag og en gang morgenmad – til 33 personer. Og wupti, dermed er regningen allerede oppe på over 110.000 kroner. Endnu inden der rigtig har været nogen udskejelser – så som det, Fyns Amts Avis kalder en ”barregning på over 11.000 kr.” Øh, barregning? Den er slet ikke at finde på fakturaen. Ja, den eksisterer sådan set kun på det papir, Fyns Amts Avis er trykt på. Det lykkes Amtsavisen at få den såkaldte barregning op på over 11.000 kroner ved at lægge beløbene for alt, hvad der er blevet drukket på seminaret sammen og kalde det en ”barregning”. Medregnet er både posterne ”øl/vand til frokost” og ”velkomstdrink, 1 glas”, som det hedder på fakturaen.

At Venstre-avisen skriver om udskejelserne ved det nye røde styres første seminar og ikke skrev om det ved Venstre-styrets første seminar for fire år siden, det kunne ligne en politisk tanke. I virkeligheden er det nok mere en journalistisk tilfældighed. Men interessant er det da – at det tilsvarende seminar, som en Venstre-borgmester stod i spidsen for i 2006 på Hotel Koldingfjord, faktisk kostede cirka 175.000 kroner, eller cirka 20.000 kroner mere end dette byråds seminar i sidste måned. Skønt priserne jo dog trods alt er steget en del på de fire år.

En af grundene til, at det blå seminar for fire år siden var så meget dyrere end det røde seminar nu, var regningen fra konsulentfirmaet. Dengang bonnede Lundgaard Konsulenterne kommunen for 90.000 kroner. Det forklarer noget, men ikke det hele. En anden del af forklaringen er ”udskejelserne” – eller barregningen for nu at blive i Amtsavisens sprog. Tag nu vinregningen. 8.281 kroner drak de vin for på seminaret for fire år siden. Denne gang lød regningen på 7.096 kroner. Aha, jamen nu er det jo også de røde plebejere, der er kommet til magten. Og så står menuen selvfølgelig mere på øl end på vin. Det ved enhver. Tja, regningen for øl og vand (mon ikke det mest har været øl?) lød på dette års seminar på 2.324 kroner. Dengang – for fire år siden – lød den tilsvarende regning på … 5.137 kroner.

Mon ikke man på dette tidspunkt kan konkludere, at de ikke lige frem har svinet sig i druk, politikerne og embedsmændene. Ikke denne gang. For den sags skyld heller ikke på seminaret for fire år siden. Og ja, pressen skal saftsuseme holde øje med den slags. Om politikerne sviner med skattekronerne – specielt, hvis det er til egen fornøjelse. Og så skal det helt der frem, hvor politikerne ikke bryder sig om at se det – frem i lyset. Men så skal der altså også være saft og kraft på både druer og humle. Det er der vist ikke lige i denne sag. Specielt ikke, når det oven i købet er sådan, at politikerne ikke får en klink ekstra i vederlag for at bruge reelt to dage og en nat på et sådant seminar. Om det, der kommer ud af seminaret, så er pengene værd for andre end det velbetalte konsulentfirma – det kommer formentlig an på ens politiske holdning. Men det er en helt anden sag.