De råber og skriger for at stoppe en nationalpark

 

Sammenkomst i modstanderforeningen. Godsejer Ditlev Berner taler, mens godsejer Chr. Ulrich og storbonde Bent Juul Sørensen (t.v.) lytter.

De vil ikke noget som helst. Det har de aldrig villet. Af taktiske grunde kaldte de sig fra starten skeptikere. Men i midten af marts sadlede de om og sagde det, som det er: De vil ikke have en Nationalpark Det Sydfynske Øhav. I den sidste måneds tid har de spidset pennen ekstra i et forsøg på at stoppe Nationalpark-arbejdet midt i processen. Og de bruger en taktik, der skal få det til at se ud, som om det er tilhængernes skyld, hvis der ikke kommer en nationalpark. Skinhellige stiller de sig an med påstande om, at de da gerne vil en nationalpark – blot mindre end den, der er foreslået. Glem det. Det er ren taktik. De vil intet.

Seneste skud på den stadigt mere aggressive modstand mod nationalpark-forslaget er godsejer Ditlev Berners kronik i Amtsavisen i lørdags. Godsejeren var i efteråret 2009 en af stifterne af foreningen med det misvisende navn Foreningen af Nationalparkskeptikere. Sammen med storbonden fra Ærø, Bent Juul Sørensen. Foreningen var fra starten en modstanderforening. Men i offentligheden lød det bedre at kalde sig skeptikere. Det gjorde man så. Da man i midten af marts i år endelig meldte klart ud – og erklærede sig som modstandere af det nationalpark-forslag, som de fem involverede kommuners Styregrupppe havde forelsået – glemte man godt nok at spørge alle medlemmer og støtter, om de nu  var enige i at gå fra at være skeptiker til at være modstander.

Nå, men denne Ditlev Berner mener at have fundet et hår i suppen, som er meget alvorligt. Ja, ganske udemokratisk og i strid med lovgivningen, og alt hvad deraf følger. Han er voldsomt oprørt over, at Styregruppens formandskab – formand Jørn Otto Jørgensen og næstformand Flemming Madsen – nu drager rundt til de fem involverede kommuner for at drøfte forslag og hørringssvar med de politiske gruppeformænd fra kommunalbestyrelserne. Det må de ikke, det skal de ikke, det er ulovligt, galper godsejeren. Herregud, rundturen sker jo netop for at kvalificere diskussion i maj i Styregruppen – en diskussion om de næsten 700 høringssvar og om, hvad der er stemning for i de fem kommuner. Således at Styregruppen kan lave et endeligt forslag – som derefter skal ud til kommunalbestyrelserne i Svendborg, Langeland, Ærø, Faaborg-Midtfyn og Assens til ny diskussion.

Hvad galt kan der være i det? Meget, mener godsejer Berner – som ser spøgelser overalt. Fordi han ikke vil have en nationalpark. Og fordi formandskabet er erklærede tilhængere af en nationalpark – men altså samtidig professionelle og ansvarlige politikere (selv om de begge er socialdemokrater, hvilket næppe huer godsejeren). Men ærligt talt, de to kan da ikke manipulere nogensomhelt af gruppeformændene i de fem kommunalbestyrelser. I så fald må Berner jo mene, at de er de rene tumper – disse gruppeformænd.

Berners kronik er lige så lang, som den er uklar. Den går først og fremmest ud på at kaste mistænkeliggørelse på det store flertal i Styregruppen, som står bag nationalpark-forslaget – mens kun tre medlemmer i Styregruppen er imod. Sjovt nok – nej, det er ikke særligt sjovt for resten – de tre repræsentanter for landbrug og skovbrug.

Bønderne har i øjeblikket gang i noget, der ligner en koordineret kampagne for at få stoppet nationalpark-processen. Formand for den skeptikerforening, som er en modstanderforening, Bent Juul Sørensen, råber og skriger i indlæg og artikler i Amtsavisen. Og bakkes op af formanden for de fynske bønderts organisation, Centrovice – Niels Rasmussen. Godsejeren fra Hvidkilde, Christian Ahlefeldt, fik gjort Styregruppens flertal til skurken – hvis det hele falder sammen – ved i Amtsavisen at give den helt specielle drejning på historien, at, som  overskriften hed, ”Kompromis tabt på gulvet”. I hans logik blev det til, at skeptikerne/modstanderne jo var kommet med det såkaldte Tåsinge-forslag (en meget begrænset Nationalpark, stort set kun omfattende vandet i Øhavet) – og at det var et udspil til et kompromis, men det blev tabt på gulvet, fordi Styregruppen fastholdt et meget mere omfattende forslag. Og altså: Hvis det hele ramler – så er det dermed Sytyregruppens ansvar. Den kunne være gået i forhandlinger om Tåsinge-forslaget og fået gjort det lidt mere omfattende – måske omfattende en ø eller to mere.

Det blev fulgt op af Landbrugsrådet – som ikke længere hedder Landbrugsrådet, men det noget mere smarte Landbrug og Fødevarer – med et brev til samtlige kommunalpolitikere i midten af april. Heri mener landbrugets organisation at vide, at forudsætningerne for en Nationalpark Det Sydfynske Øhav er væk. For loven om nationalparker kræver, at der er folkelig opbakning. Det er der ikke, mener landbrugsorganisationen – for mange af jordejerne i området er imod. Altså, bønderne er imod. Hvad det har med folkelig opbakning eller ej at gøre, det må stå hen i det uvisse. Hvem var for resten underskriveren af brevet fra Landbrug og Fødevarer til kommunalbestyrelsesmedlemmerne? Jo, det var organisationens viceformand – som tilfældigvis også er en af de tre medlemmer af Styregruppen, som var imod nationalparkforslaget. Nemlig Ib W. Jensen, som er formand for de fynske familielandbrug.

Bønderne og deres organisationer har sat mange kræfter ind påkampagnen, som skal få kommunalbestyrelserne til at afbryde den proces, som indtil nu har foregået yderst demokratisk og med stor folkelig deltagelse. Og afbryde den, inden den er nået frem til en endelig stillingtagen: ja eller nej til Nationalpark Det Sydfynske Øhav. Gad vide hvorfor? Er det mon, fordi de selvsamme bønder og godsejere frygter, at der faktisk er folkelig opbakning til idéen.

At i hvert fald storbønderne og godsejerne ikke vil have den nationalpark, det står lysende klart. Men det virker igen og igen, som om de i deres argumenter snakker udenom. Erfaringerne andre steder fra viser, at jordpriserne stiger i en nationalpark. De selvsamme storbønder og godsejere har i årevis købt jord op hos mindre landmænd. De risikerer altså i fremtiden at skulle slippe flere slanter for at kunne fortsætte deres konstante vækst. Man kunne få den grimme tanke, at det slet og ret er det, det drejer sig om. At det er pengepungen, der er årsagen til den fanatiske modstand fra storbønder og godsejere. Kan det virkelig være så simpelt?