Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

 

Af Arne Herløv Petersen

Højrefløjen skal ikke tage patent på begrebet “danskhed”. Vi kan vel alle sammen have nogle følelser for det land, vi er vokset op i.

Hvis jeg skal definere, hvad jeg mener med “danskhed”, bliver det et konglomerat af sprog, kultur, historie og landskab.

Jeg er vokset op med det danske sprog, og jeg skriver og tænker på dansk. Sproget er mit arbejdsredskab, og gennem sproget møder jeg verden. Jeg mener ikke, at det danske sprog er bedre end noget andet sprog, men det er nu engang det, der står mig nærmest. Der er ikke noget, man ikke kan sige på dansk. Sproget er grimt eller smukt, alt efter hvad vi siger og hvordan vi siger det. Vi kan godt formulere os smukt på dansk.

Jeg er vokset op i Danmark og har derfor mange berøringspunkter med andre, der er vokset op i samme land på samme tid. Vi har set de samme film, vi kender danske skuespilere og politikere, vi har spist det samme slik og grinet af de samme vittigheder.

Jeg holder meget af den danske natur. Den er måske ikke så storslået, men den er køn. Hver gang, jeg kører i bus ned over Fyn og Langeland, hver gang jeg ser Svendborgsund, hver gang jeg ser det smilende, sydfynske landskab, får jeg en øm og kærlig fornemmelse for dette troskyldige og smilende landskab.

På nogle punkter er den danskhed, jeg kender, truet i dag. Landskabet er truet af sprøjtegift og monokulturer. Den biologiske mangfoldighed er truet af forurening og urbanisering.

Det danske sprog er truet af planer om at erstatte dansk med engelsk som undervisningssprog på højere læreanstalter. Vi risikerer domænetab, hvis man inden for forskellige videnskabelige discipliner ikke længere kan formulere sig på dansk.

Vores selvstændighed er truet, hvis alle beslutninger skal træffes i Bruxelles. Vi lever i en stadig mere globaliseret verden, og nogle beslutninger kan kun træffes globalt eller regionalt. Men vi må værne om nærdemokratiet, om vores ret til selv at træffe beslutninger på alle de områder, hvor man kan gøre det lokalt.

Men vi er ikke truet af indvandring eller påvirkning udefra. Vores sprog og historie er ikke drivhusplanter, der kun trives, når de bliver lukket inde bag glas. Vi har altid taget mod mennesker og impulser udefra, og de gør os stærkere. Et samfund bliver et bedre samfund, når hundrede blomster blomstrer. Mangfoldighed er ikke en trussel, men en styrke. Vi skal ikke lukke af for verden, vi skal slå vinduerne op og tage mod de strømninger, der kommer til os fra andre steder. Verden er stor og mangfoldig, og vi udvikler os ikke ved at isolere os, men ved at tage til os.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).