Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Dan Turèll har fået ikonstatus, og det føles næsten som helligbrøde at se kritisk på hans værk. Men for mig er glæden over hans frodige talent blandet med sorg over, at han aldrig helt indfriede de forventninger, man kunne have til ham.

Som forfatter havde Dan Turèll meget svært ved at finde sin egen stemme, og da han endelig fandt den, svigtede han den igen, fordi han hellere ville være berømt end skrive virkelig godt.

Som ganske ung var Dan Turèll medlem af SUF, han gik med islandsk trøje, røg pibe og hørte jazz. Hvis man så ud over hovederne i Montmartre, ville man finde hundreder næsten identiske unge mænd, der sad i deres islandske trøjer og lyttede, mens de tænksomt holdt piben i den ene hånd. En af dem var Dan Turèll, et ansigt i mængden.

Turèll skrev politiske artikler i blade som ”Aspekt”, der var tilknyttet den militante Gruppe 61 og især havde trotzkister blandt sine medlemmer. Her rasede han over popmusikkens fordummende indflydelse. I en artikel om kulturpolitik fra 1966 taler han om ”et uægte, forløjet folkeligt, billigt og kommercielt underholdningsapparat. en vægtig del af kulturkløften skyldes disse fidusmagere. som et par eksponenter for den kommercielle tendens, der ødelægger så meget, kan nævnes et par navne: volmer sørensen, gustav winckler, erik haaest, otto leisner, bror kalle og sammen financielle bagmænd. hvad sagligt arbejde opbygger, kan d’hrr på kort tid igen nedbryde. man behage at forestille sig,..om kunsten havde sådanne formidlere som popbranchen og sammes geschäft-apparat.”

Dan Turèll var i den periode meget begejstret for Ezra Pound og især TS Eliot. Han sendte en flere sider lang anmeldelse af ”The Waste Land” til Studenterbladet, ledsaget af et usædvanlig knudret brev: ”Eftersom jeg ikke ret kan fremfinde Studenterbladets adresse, tilsender jeg (vedlagt) den ansvarshavende redaktør et ringe bidrag til eventuel (dvs.:forhåbentlig) anvendelse. Bidraget er en ret så opbyggelig rescension af Eliots til dansk oversatte og i billigbog udgivne The Waste Land. Og vi håber som sagt, at De vil finde anvendelse for etc. … Venlige hilsener, votre humble serviteur.”

Samme år, Dan Turèll skrev dette brev, i 1965, debuterede han som 19-årig som lyriker med ”Senecio” i antologien ”En sæson i helvede”:

Kunne jeg blot delagtiggøre jer i min stumhed,

Da ville noget måske være af værdi. Men til hvad nytte?

Hvad der os er skænket, bortfalder. Hvad nytte

Vi drager af erfaringer

Er rent illusorisk. Mit hverv da dette:

Sammenpresset at nægte dig oplysninger, blot lade jer vente

Til I mærker en banken på døren. For da

Vil I nikke genkendende ind i spejlet

og med en bitter krusning om læberne hilse: “Senecio!” –

Dette

Er min gerning. Og anden

Ønsker jeg ikke. Selv er jeg forfulgt – :

Mine kvalte skrig plager mit øre …

Få år efter har Dan Turèll fået nye forbilleder. I den strøm af selvudgivne digtsamlinger, han udgav i begyndelsen af 70’erne, skriver han meget tæt op ad de amerikanske beatdigtere, især William S. Burroughs’ cut-up teknik, der blev udviklet i bøger som ”The Exterminator” (1960), som Burroughs skrev i samarbejde med Brion Gysin. Turèll gør det dygtigt, men man har stadig svært ved at finde hans egen stemme i strømmen af påvirkninger.

I 1970 fik Dan Turèll ”Områder af skiftende tæthed og tomhed” udgivet i Rhodos’ undergrundsserie Tryk/Rhodos, og året efter fulgte så hans egentlige overgrunds-debut med ”Bevægelser, formålsløst vinklende” på Arena.

I bog efter bog skrev Turèll sig derefter ind mod sig selv. Han var på sporet af sin egen stemme; han satte sit personlige præg på dansk litteratur. Den sidste bog, han udgav på Arena, ”Sekvens af Manjana..” (1973) er på alle måder et storværk.

Det kunne Gyldendal også godt se, så de hapsede ham. To bøger blev det til på Gyldendal, vel nok i almindelig bevidsthed hans hovedværker, ”Karma Cowboy” i 1974 og ”Vangede Billeder” i 1975. Dan Turèll havde fundet sig selv. Han kunne forbinde igattagelserne fra hverdagen med et både strømmende og – om nødvendigt – ordknapt lyrisk sprog.

Dan Turèll havde oprindelig skrevet ”Vangede Billeder” som digtsamling, men Gyldendal ville have den skrevet om til prosa. Efter først at have afvist forslaget, gik Dan Turèll ind på det. Efter udgivelsen af ”Vangede Billeder”, der blev en kolossal succes, havde Dan Turèll nok regnet med, at Gyldendal ville være lydhør over for alt, hvad han kom med, men Gyldendal kunne slet ikke følge med i det tempo, og Dan Turèll valgte så at skifte til Borgen. Hans ven, Jannick Storm, der selv havde prøvet at få succes på Gyldendal med ”Børn kan altid sove” og derefter blive afvist, advarede ham mod mahogniforlaget.

På nogle måder kan Gyldendal minde om en edderkop, der lokker saftige byttedyr i nettet, suger dem tomme og spytter de tomme skaller ud.

I 1976 udgav Dan Turèll på Brøndums forlag ”Nytår i Rom”, der efter min mening er noget af det bedste, han har skrevet. Her har han endelig helt fundet sin egen stemme; den står rent, klart og lysende. Så god var han, når han var bedst. Men så god blev han ikke ved med at være.

Historien om Dan Turèll er for mig at se ikke kun den opbyggelige historie om det store talent, der vinder anerkendelse, men også den skræmmende historie om en forfatter, der så frygtelig gerne ville være berømt, at det blev vigtigere for ham end at skrive godt.

Han skød genvej til berømmelsen ved at antage sit særlige look med skaldet isse og sortmalede negle. Den sorte neglelak havde han fra Jannick Storm – ikke engang den var original. Han opdagede værdierne i populærkulturen og skrev om Anders And i en sådan grad, at mange nu tror, han var den første, der kunne se, at Carl Barks var genial og den første, der indførte Disneys verden i sine digte. Det var han på ingen måde. Kristen Bjørnkjær havde allerede tidligere skrevet om Rip, Rap og Rup, og nordmanden Jon Gisle skrev den banebrydende bog ”Donaldismen”. Der var et livligt, donaldistisk miljø omkring Jussi Adler-Olsens butik Tegneserieparadiset Pegasus på Nørrebro.

Dan Turèll udgav bøger i rasende tempo på Borgens forlag, og han skrev her og der og alle vegne, i Politiken, i Alt for Damerne og alle mulige andre steder. Digtene blev til knækprosa. Det er der ikke noget galt i, de bedste af dem har en smuk, slentrende rytme, de har en jazztone, der kan minde om Peter Poulsens digte, de er fortællende på samme måde som Lean Nielsens digte. De mange artikler og causerier blev i stigende grad præget af hans barndoms læsning, af Chesterton og ikke mindst de små anekdoter fra det virkelige liv i Det Bedste, der også inspirerede ham til bogen ”Livets karrusel.” Causerierne og petitjournalistikken i Politiken var ofte præget af en vis affabel kelner-tone: ”Hvis De, min kære læser, vil behage at…”

Dan Turèll skrev for meget og kom for let til det. Det sagde jeg i et par anmeldelser i slutningen af halvfjerdserne. En af anmeldelserne skrev jeg i Turèlls stil. Det blev han rasende over.

– Det er simpelthen for billigt, sagde han til mig, da vi mødtes på et værtshus. – Sådan kan enhver jo skrive.

– Det var det, jeg ville prøve på at vise, sagde jeg.

Han ville ikke bare være berømt, men også tjene penge på at skrive. Han havde en stor skattegæld, og det betød også noget for hans forfatterskab. Han satte sig ned og skrev tolv krimier i en stil, der lagde sig meget tæt op ad de amerikanske noir-forfattere.

Dan Turèll opnåede, hvad han ville. Han blev så berømt som ingen anden lyriker. Han blev læst af flere end nogen anden, hans berømmelse har holdt sig og er bare vokset. Han blev til café, gadeskilt og frimærke. Han blev fast pensum i skolen, hans digte citeres på samme måde som digte af Piet Hein, Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Han er blevet folkeeje.

Men han betalte en høj pris for sin berømmelse. Han skrev meget, der ikke rigtig holder mål. Han kom ikke senere op på det niveau, han havde i nogle år fra 1972 til 1976. Berømmelsen forhindrede ham i at blive til den, han kunne være blevet; han efterlignede for mange andre stemmer til helt at kunne finde og udvikle sig selv.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).