En dansk værdi i dag: At være sig selv nok

Af Georg Metz

 

Georg Metz.

Det er vigtigt at gøre sig klart, hvad der er hvad. Hvad der er racisme, hvad der er angst for fremmede, hvad der er berettiget bekymring for integrationens vanskeligheder, hvad der er integration, hvad der er ghettoer, hvad der er bofællesskaber, hvad der kan udvikle sig til ghettoer, hvad der kan udvikle sig til racisme.

Det sidste er det vigtigste. Man kan altid hævde, at der ingen racisme er i Danmark. Jeg er ikke racist, men…

De seneste stramninger af familiesammenførings-bestemmelserne er samtidig det næste skridt på vejen mod en egentlig udtrykt diskrimination. Danmark modtager som kommende statsborgere kun hvide, veluddannede kristne mennesker fra lande, hvis befolkninger ligner danskere, hvis adfærd og klædedragt ikke adskiller sig fra danskeres adfærd og klædedragt, og hvis madvaner er nogenlunde de samme.

Man bør i ventetiden indtil de næste stramninger – og de kommer, vær vis på det, de kommer inden valget, i hvert fald kommer forslagene til yderligere stramninger – være opmærksomme på de tendenser, der indebærer den slags udviklingsmuligheder for en egentlig bevidst eller ubevidst racisme eller diskrimination.

Det er i sproget, det begynder. I ordet ligger handlingen latent. Når Dansk Folkeparti taler om muslimske unge mænd i relation til de såkaldte bandekrige i de danske storbyer, hedder det hver gang med klar forskel mellem de gode danske drenge med rygmærker og motorcykler, lyssky forretninger i sidegaderne og tatoveringer i nakken: Rockergrupper. Hells Angels er en rockergruppe. Bandidos er en rockergruppe.

Det lyder hyggeligt og hjemligt, en gruppe er jo ikke så slem. Når talen derimod falder på rockergruppernes modstandere, den indvandrerprægede side af sagen, omtales disse konsekvent som indvandrerbander. Rockergrupper og indvandrerbander.

I 1930’ernes Tyskland omtalte nazisterne altid jøderne som bøller eller kriminelle banditter, der var parate til at undergrave samfundsordenen, uanset at deres egne stormtroppers erklærede mål var at optræde som bøller og banditter. Jeg har dermed ikke sagt, at indvandrergrupperne altid opfører sig som Vorherres bedste børn, men jeg advarer mod stigmatiseringen i sproget, og ord der tjener til at skabe skel, frem for at skabe forståelse og klarhed.

De ledende politikere og snart sagt hele den danske befolkning har taget et andet stigmatiserende udtryk til sig: Boligområder med mange eller overvejende indvandrere kalder de nu konsekvent ghettoer. Vel at mærke uden at definere, hvad de egentlig mener med ordet, og uden at skelne mellem velfungerende bofællesskaber med indvandrere og indvandreres efterkommere og bykvarterer med større eller mindre problemer. Problemer er jo til at løse, ikke bulldoze. Man bulldozer ikke sociale og kulturelle spørgsmål væk, man løser dem i dialog og med tålmodighed, forståelse og samarbejde, samarbejde og atter samarbejde.

Vi er imidlertid allerede nu langt over et smertepunkt, hvor man næsten kunne anvende begrebet: The point of no return. Hvor fjendtligheden sat i scene i ord og handling fra regering og flertal vanskeliggør ind til det umulige at få en harmonisk udvikling i samklang mellem gammeldanskere og indvandrere. Det er for mig åbenbart, at flere af Dansk Folkepartis ledende politikere ønsker at skabe en selvopfyldende profeti om ufred, konfrontationer og noget nær borgerkrigslignende tilstande. I årevis har Søren Krarup himlet op om Danmark som et nyt Beirut – det var dengang – nu hedder det sig, at indvandrerne er en trussel mod Danmarks selve eksistens. Den slags dommedagsprofetier skal jo helst komme til at ligne noget, så dommedagsprofetien ikke bliver til grin. Altså skærpes dag for dag retorikken og kravene til stramninger ud over smertepunktet i det håb, at de unge med etnisk anden baggrund end folkekirke, fadøl og forloren hare en dag tager sagen i egen hånd og i protest mod udhængningen griber til fortvivlelsens selvhjælp. Konfrontation skaber konfrontation. Tryk avler modtryk. I den proces trives fanatikere og banditter på begge sider af diskriminationen. Det er værd at vide.

Jeg tror personligt stadig, det er muligt at skabe en anden udvikling, et andet Danmark end konfrontationens og forskelsbehandlingens. Optimist må man være. Men det er sandelig ikke nemt, når regeringen og Dansk Folkeparti, og med Socialdemokratiets accept, således indfører endnu mere diskriminerende bestemmelser over for det afsnit af menneskerettighederne, som man normalt betegner som retten til frit at vælge sin ægtefælle.

Vi fjerner stadig mere det danske samfund fra den idealtilstand af ligeværd og respekt for menneskelige værdier, som vi før i tiden med rette brystede os af. Nu udtrykker folketingsflertallet stolthed og glæde over indskrænkninger i rettighederne, kalder sådanne drakoniske foranstaltninger danske værdier og dansk kultur.

Det er en dansk værdi at forhindre unge mennesker i at blive gift med den, de elsker. Det er en dansk værdi at udvise folk med overvejende tilknytning til det danske samfund, men uden den sidste millimeter af forlangt tilknytning vurderet af Rønn Hornbechs isblå øjne. Det er en dansk værdi at overhøre advarsler om udvistes risiko for at havne i torturbødlernes fængsler. Det er en dansk værdi at ringeagte rapporter om mishandling af de mennesker, vi sender ud af landet. Det er en dansk værdi at skille forældre fra børn. En dansk værdi at lade folk rådne op i flygtningelejre under al kritik. Det er danske værdier at stille så vanvittige krav til statsborgerskabs-prøverne, at så at sige ingen andre lande opviser noget nær det tilsvarende, og så vanvittige er kravene, at de fleste danskere ikke ville kunne besvare dem. Det er en dansk værdi at kaste vrag på de indvandrendes kultur og vaner, deres religion og moralforestillinger. Det er en dansk værdi at være sig selv nok.

Pastor Martin Niemöller, den store tyske antinazist i 1930’erne, der havnede i koncentrationslejr og med nød og næppe overlevede krigen, skrev digtet om at være sig selv nok:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.

Da de kom for at arrestere fagforeningsformændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsformand.

Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.

Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.

Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Den politiske grundforestilling i det flertal, der regerer landet, og såmænd også et godt stykke ind i oppositionen, er at indvandrerne og indvandrernes efterkommere i flere led dybest set ikke vedkommer os som andet end indvandrere. Ikke som medmennesker, ikke som rigtige danskere. I den henseende minder holdningen til det muslimske mindretal med mellem- eller fjernøstlig baggrund om holdningen til jøderne i den klassiske antisemitisme. Det må vi se i øjnene, det er et selvbedrag at kalde det andet.

En anden grundforestilling i det politiske flertal er, at indvandring – om det så er flygtninge eller egentlige indvandrere, de få, der efterhånden kommer – skaber problemer frem for muligheder.

At andres kulturbidrag ikke er noget værd i forhold til danskheden lægger VKO jo ikke skjul på. Den danske kultur er særegen, vi er med Grundtvigs ulyksalige ord, der i tidens løb er blevet brugt og misbrugt, et udvalgt folk, og der findes ikke mage.

Pia Kjærsgaard har sagt det flere gange. Ikke henne på bodegaen, når øllet løber ned og forstanden ud og de simple løsninger kommer på bordet, men i ædru tilstand fra Folketingets talerstol: De andre, muslimerne, de har jo ingen kultur, forklarer Kjærsgaard fuld af foragt, der er kun én kultur, og det er vores.

Muslimerne bliver her af partiformanden gjort til en homogen samvirkende truende størrelse med det farlige mål at fortrænge den danske kultur, fortrænge danskheden med en eller anden form for nulkultur, eftersom muslimerne jo ikke har nogen kultur. Som om de muslimske danske mennesker ikke kommer fra alle mulige lande og kulturer, blot med en fælles religion, som forresten ikke er så fælles endda. Og som om islam ikke har været afgørende for hele den vestlige kultur i oldtid, middelalder og nutid for den sags skyld. Det slår mig de gange, jeg har besøgt Cordoba, Granada og Sevilla, at disse byer og disse bygningsværker og den kunst, der her bugner, altså er skabt af folk uden kultur. Det slår mig, når jeg læser de græske filosoffer og den vestlige filosofi, der er udledt af den klassiske oldtid, at hele dette grundlag for alt, hvad vi i vores dage forestiller os, er overleveret takket være islamiske lærde, der skrev de gamle skrifter af og kommenterede dem, og generøst lod kristne og jøder læse med. Ganske godt klaret det hele: Filosofi, bygningsværker, matematik, astronomi, havekunst, musik og så videre og så videre, alt sammen frembragt af folk uden kultur.

Også denne grove tilsidesættelse af vore indvandrede medborgeres baggrund minder i påfaldende grad igen om den velkendte diskriminerings-sprogbrug fra midten af forrige århundrede, da jøder var jøder og de ingen kultur havde i forhold til den germanske, den ariske, den kristne. Nazisterne forbød jødisk musik, teater, litteratur og så videre, ganske som en vis partileder ville have forbud mod arabisk fjernsyn med alt, hvad dette indebærer af hadefuld foragt for fænomener, historie og ja, netop, kultur, som hun ikke skænker en tanke eller kender noget til.

Når jeg siger og sagde før, at jeg trods alle disse vredladne ord er optimist, hænger det sammen med den udviklingens lov, der også er forbundet med etniske gruppers sameksistens. På et tidspunkt er integrationsprocessen fuldbyrdet, eller en generation er vokset op, der tager det multikulturelle som en selvfølge. Kun en minoritet af landsbytosser fortsætter herefter med at diskriminere og føle ubehag ved det fremmede, som ikke er fremmed mere.

Antisemitismen blev således marginaliseret i det danske samfund. Det i den grad, at man selv med min familiemæssige baggrund risikerer at blive udråbt som antisemit, når man drister sig til at sige noget kritisk om staten Israels adfærd. Eller bliver beskyldt for at gå terroristers ærinde.

Men vi vil opleve det samme med vore muslimske medborgere. En skønne dag vil ingen kunne begribe, hvorledes det kunne gå til, at en Pia Kjærsgaard, en Thulesen Dahl, en Peter Skaarup, en Langballe og en Krarup og for den sags skyld et flertal, der lader det ske, kunne slippe af sted med at mistænkeliggøre det islamisk orienterede og ligefrem vinde valg efter valg på nedsættende udtalelser og stadige krav om udgrænsning af mindretallet. Vores efterkommere vil se tilbage på denne periode af nyere dansk historie med forbløffelse og forfærdelse, og de fordømmende, eller man kan håbe overbærende bemærkninger om de primitive 2000 og nullere vil være mange. En selvransagelsens tid vil sætte ind, og vi vil til den tid kunne opleve krav om selvkritik og bekendelser, som vi oplever de hellige i dag forlange tidligere kommunister og den gamle venstrefløj beklage deres bidrag til Sovjetunionens forbrydelser og bygningen af Berlinmuren. Det er ikke noget, jeg tror vil ske, det er noget, jeg ved vil ske.

Det er naturligt på dette sted i landet at citere Bertolt Brecht, der levede i eksil få kilometer herfra på fulgt fra nazisterne, og hvis erfaringer som flygtning han nedfældede i dette digt, som jeg læser i redigeret uddrag:

I, som engang vil dukke op af den stormflod / I hvilken vi gik under / Tænk også / Når I taler om vore svagheder / På den dystre tid / Som I slap for.

Skiftende land oftere end sko / Gik vi jo gennem klassernes krige, fortvivlede / Da der kun var uret og ingen harme.

Samtidig ved vi jo: / Osse hadet til nedrigheden / Forvrænger ansigtets træk. / Også vreden over uretten / Gør stemmen hæs. Ak, vi / Som ville skabe grobund for venlighed / Kunne ikke selv være venlige.

Men I, når det kommer så vidt / At mennesket er menneskets hjælper / Tænk på os / Med overbærenhed.

Det er den øvelse, der er svær, men som vi må igennem: Opponere mod urimelighederne og overgrebene uden selv at gribe til den vrede og uden at føle had mod dem, der er vrede, og dem, der hader.

Det skal vi igennem, hvis vi skal kunne gennemleve denne periode uden at gå til i skam. Vel vidende at vreden og hadet, diskrimineringen og udstødelsen ikke kan vinde i længden, men at det multikulturelle samfund allerede er en realitet og er kommet for at blive og nu udgør det, der en dag vil være den ægte og meningsfulde globalt sammenhængende verden, som er den varige freds forudsætning.

Lad mig slutte med Benny Andersens profetiske digt fra 1986, H.C. Andersens Land:

Flygtninge / indvandrere / alle I med anderledes hår / anderledes næse / anderledes hudfarve / anderledes tro og skikke:

Dette er H.C. Andersens land / lær af ham og bliv klogere / nationalsporten er kanøfling / humoren brolagt med bananskaller / i folkeviddets troldspejl ses / ofre / som trusler / medmenneskelighed / som udansk.

Her er det en dyd / selv for højtuddannede / at lade som om man hverken / kan læse eller regne / så få tusinder gøres / vupti / til en folkevandring.

Giv agt når nogen siger: / – Jeg er ikke racist, men – / Så er det bare om / at springe til side / før de brækker sig over jer.

Danmark / en gang besat af gale germanere / snart besat af besatte danskere / mit land beboet af rygge / mit land hvor der jævnligt / er rift om sko / der er for små / mit land med skrumpehorisont / forvekslet med verdens navle.

Danmark / mit skulende land / bliv voksent og stort / slå øjnene op / slå armene ud / så vi kan rette ryggen / ved at tilhøre dig.

Danmark / gør dig ikke mindre end du er / udgør / udfyld din del af verden / gør vores skam til skamme // at vi kan forny dit ry.

(Georg Metz er journalist, kommentator og lederskribent ved dagbladet Information).