12 dage i et slidt og beskidt motionscenter

Gitte Nielsen.

Hun har været på arbejdsmarkedet stort set siden hun var 18 år. Senest som rengøringsassistent. Men siden august 2009 har hun været sygemeldt. 53-årige Gitte Nielsen har siden hængt fast som en sag i Jobcentret. Hun har netop været sendt i fitness-aktivering hos Quick Care i motionscentret i Vestergade. Så Jobcentret kan få afklaret hendes arbejdsevne. Der er bare det lille problem, at der ikke, synes hun, bliver afklaret noget som helst i motionscentret. Gitte Nielsen har skrevet dagbog i de fire uger, hun – mod sin vilje – skulle opholde sig i centret i fire dage om ugen. Officielt to og en halv time dagligt. Så lang tid var hun der aldrig. Og andre kom blot lige og blev krydset af – så skred de igen.

Gitte Nielsen – som har leddegigt – har allerede været i én arbejdsprøvning. Hun klarede at arbejde 20 timer om ugen. Efterfølgende mente jobkonsulenten fra Jobcentret, at hendes arbejdsevne var afklaret. Selv håbede hun på et fleksjob. Men Jobcentrets sagsbehandler mente noget andet – derfor blev Gitte Nielsen sendt i aktivering i motionscentret. Hun kunnne godt sige nej, men så ville hun miste sine sygedagpengene.

Når sygedagpengemodtagere er i aktivering, så er det en økonomisk fordel for kommunen. Det betyder nemlig, at kommunen kun skal betale 35 procent af sygedagpengene. Resten betales af staten. Hvis en sygedagpengemodtager ikke er i aktivering, så skal kommunen betale 65 procent, mens staten så kun skal betale 35 procent.

Gitte Nielsen er nu færdig med den Jobcenter-beordrede fitness-aktivering. Hvad den skal bruges til, fatter hun stadig ikke – bortset fra at tjene penge til det private firma Quick Care samt skaffe kommunen flere penge fra staten.

Da Gitte Nielsen havde en uge tilbage i fitnesscentret, kontaktede hun pr. mail Jobcentret for at få en opfølgningssamtale, så hun kunne komme videre frem mod det, hun håber på – en tilbagevenden til arbejdsmarkedet i et fleksjob. Den mail blev ikke besvaret. Fredag for en uge siden var tvangsopholdet i fitnesscentret slut. I mandags mailede hun igen til Jobcentret for at få en sådan opfølgningssamtale. Intet er sket.

Hver dag, når hun kom hjem, skrev hun ned, hvad der var sket med hensyn til afklaring af hendes arbejdsevne.  Her er Gitte Nielsens dagbogsoptegnelser fra det, synes hun selv, meningsløse tvangsophold i motionscentret. Velkommen i fitness-aktiveringens verden:

En beretning fra en langtidssygemeldts ophold i Quick Cares motionscenter

Det starter med et møde hos Quick Care, hvor man får lagt et træningsprogram og får vist alle redskaberne.

1. gang: Bliver mødt med et stort smil af de ansatte (de er meget venlige), klarer selv træningen, det tager 40 minutter. Kontakter “min” kontaktperson for at få vedkommende til at skrive i mine papirer, hvad jeg kunne klare denne dag – og ikke mindst hvad jeg ikke kunne klare på grund af min sygdom. Jeg skal kunne dokumentere overfor Jobcentret, hvad jeg fysisk kan klare.

2. gang: Også i dag er de store smil fremme hos de ansatte. Jeg klarer selv træningen uden nogen som helst opmærksomhed fra personalet, min kontaktperson har barnets første sygedag. . Er begyndt at lægge mærke til, at nogen kun kommer for at krydse sig af i bogen for så at drikke kaffe og læse avis. Men så har de jo også været der – og kommunen kan få deres 65 procent refusion fra staten. Det er et heldigt firma, Quick Care, de har glade ansatte, og der kommer, hver gang jeg er der, nye sygemeldte (flere penge i kassen). Hvorfor fik jeg ikke den ide?  I dag er der kun koldt vand i bruseren, det fryser også “kun” 10 grader udenfor. Men jeg vil også hellere hjem for at tage bad, der er temmelig beskidt i dette center, og der bliver aldrig luftet ud, der lugter af sure tæer og armsved.

3. gang: Igen venlig modtagelse. Nu er man ved at være gammel i gårde og kan hjælpe nogle af de “stakkels” nye til rette. Jeg passer min træning og får skrevet i papirerne, hvad jeg har kunnet klare i dag. Igen koldt vand i bruseren og frostgrader udenfor, tager hjem for at bade. Har lagt mærke til, at det samme gamle spindelvæv stadig er i brusekabinen.

4. gang: Nu er vi ved at være mange i det her motionscenter, vi skal stå i kø for at komme til. Jeg bliver dog færdig på 50 minutter og får skrevet mine bedrifter ned til den evindelige dokumentation. Det er noget, jeg selv beder om, for der er ingen, der interesserer sig for, hvad jeg kan eller ikke kan. Jeg fik ellers at vide på Jobcentret, at det skulle bruges som dokumentation for min arbejdsevne. Jeg bliver derfor ihærdigt ved med at få det nedskrevet, for min egen skyld. Spindelvævet er der stadig, men i dag er der varmt vand i bruseren. Desværre var afløbet stoppet, så det var ikke videre lækkert.

5. gang: I dag var der slet ingen ved døren, ingen modtagelse. Jeg gik igang med mit program, og da jeg var færdig, ville jeg tale med min kontaktperson, men vedkommende havde barnets første sygedag (selv om jeg fik at vide, da jeg startede, at når man var i aktivering hos dem, må man ikke melde afbud på grund af barnets første sygedag). Når man er sygemeldt, må man ikke holde ferie, og man må ikke have barnets første sygedag, man er virkelig blevet et andet sorterings menneske uden rettigheder. Nå, men jeg fandt så en af de andre ansatte og fik skriftligt dokumenteret, hvad jeg kunne holde til at deltage i. Jeg forstår ikke, at fitness kan bruges til at afklare min arbejdsevne, der er ingen kontrol, ingen, der interesserer sig for, hvad man laver i den tid, man er der, eller hvor lang tid man tilbringer der. Men jeg er et ærligt menneske, så jeg laver mit træningsprogram – hvis det kan interessere nogen. “Mit” spindelvæv i brusekabinen er der stadig, og det har nu fået følgeskab af et tykt spindelvæv, som hænger ned fra den ene lampe. Og oppe i ovenlysvinduet er der fyldt med sort skimmelsvamp, men det er også højt oppe, så der kan ingen nå. Hurra, der var varmt vand i dag.

6. gang: Ingen ansatte i “modtagelsen”, så jeg klæder om og går i gang med mit program. Da jeg er færdig, er der stadig ingen ansatte, så jeg går i bad – der er varmt vand. Spindelvævet i brusekabinen er væk, så der er da gjort en smule rent. Da jeg har fået overtøjet på og er klar til at gå, går jeg på kontoret og finder min kontaktperson, som får at vide, hvad jeg har lavet af mit træningsprogram. Vedkommende synes, at det er godt, at jeg kan holde til at cykle. Jeg spekulerer på, hvad kan jeg bruge det til i jobsammenhæng?  Måske skal jeg være cyklende postbud? Jeg overvejer at kontakte Bjarne Riis, måske står han lige og mangler en som mig.

7. gang: Jeg har haft feber og er syg, men skal møde op hos Quick Care for at have en aktiv sygemelding, hvor de kan vurdere, om jeg er syg eller!!!!! Måske skulle man også indføre det i erhvervslivet, det kunne måske mindske sygefraværet, når det er andre, der skal vurdere, hvordan man har det. Jeg kører hjem igen og sover resten af dagen.

8. gang: I dag må jeg vente på, at der bliver et ledigt skab til mit tøj (vi skal selv købe hængelåse til skabene). Enten har Svendborg Kommune henvist flere til Quick Care, eller også er det nytårsforsættene, der skal udføres. Har det en smule bedre, gennemfører næsten mit træningsprogram. Og hurra, der er gjort rent i omklædningsrummet – det er måske nytårsrengøring, og der er varmt vand. Må igen lede efter min kontaktperson for at få dokumenteret min fysiske formåen. Der er overhovedet ingen, der spørger, om man kan klare træningsprogrammet, eller om man måske skal prøve andre tiltag eller ændre træningsprogrammet. Det bekymrer mig, at man bruger så mange af samfundets penge til noget, som man ikke bagefter kan dokumentere, og som i mange tilfælde ikke fører til noget.

9. gang: Kan næsten gennemføre mit træningsprogram – gad vide, om det overhovedet interesserer nogen ? Jeg finder dog min kontaktperson og giver besked om min ringe formåen. Der er fem brusere og et toilet til damerne, nu er den ene bruser i stykker.

10. gang: Der er igen rigtig mange i motionscentret, vi står i kø for at komme til maskinerne, nogle giver op og drikker kaffe. De mange nye går triste rundt og kan ikke rigtig finde ud af, hvordan de skal bruge maskinerne. De nye kendes på det plastikchartek indeholdende deres træningsplan, de går rundt med. Men ingen af de ansatte gør noget for at hjælpe dem til rette. Det gør vi andre så. Gad vide, hvad de ansattes job går ud på?

11. gang: Der er igen mange. Vi må vente på et skab til vores tøj. Jeg prøver at lade være med selv at kontakte personalet, så der er overhovedet ingen kontakt. Det virker, som om de er fuldstændig ligeglade, så jeg har meget svært ved at se, hvad jeg kan bruge det her til i jobsammenhæng. Men så kom der en, der skulle have et prøveabonnement, og så skete der noget. En grundigere vejledning i brug af maskiner har jeg endnu ikke set i den tid, jeg har været her. De brugte megen tid på denne person, men de bliver også nødt til at virke engagerede, ellers kommer vedkommende ikke igen. Vi andre skal være her, så os udvises der ikke den store interesse fra personalets side. Nu er der to brusere, der ikke virker, så nu er der også kø til bruseren.

12. gang: Sidste gang jeg har bedt min kontaktperson om en evaluering af forløbet. Jeg vil gerne have at vide, hvad der kommer til at stå i papirerne til Jobcentret. Jeg får min evaluering og har en god samtale med kontaktpersonen, som siger, at jeg har deltaget aktivt, og st det er dejligt, at jeg hver gang kommer for at fortælle, hvad jeg kan i dag, og ikke mindst hvad jeg ikke kan. Jeg bliver spurgt, om jeg kan bruge Quick Care til noget. Det kan jeg ikke, men jeg håber, at Jobcentret kan bruge det til noget. Jeg er god til at cykle – jeg ved bare ikke, hvad jeg skal bruge det til ? De to brusere virker stadig ikke, så nu er der tre brusere til alle de piger, der kommer i centret. Min personlige evaluering er, at de personer, der har det rigtig dårligt, bliver mere syge af at gå hos Quick Care. Jeg har set mange, der nærmest kravler langs med fodpanelerne. Hvorfor kommer der ingen og giver dem et klap på skulderen og siger, det var dejligt at du kom i dag? Hvis man har det psykisk dårligt og bliver tvunget i motionscenter, så kræver det, at der er nogen, der tager hånd om dem og hjælper dem. Jeg har bestemt ikke taget skade af at være i motionscentret, men Jobcentret glemmer at kigge på det enkelte menneske og vurdere, hvad man har brug for, og ikke hvad Kommunen får i refusion fra staten.