Byrådet i Svendborg har vedtaget 10 bud. Det er ikke længe siden. Alligevel vil de hurtigt være glemt. Godt det samme. De består af lige dele almindeligheder og vrøvl. Frede Jakobsen har en spids kommentar.

Hvad skal de egentlig til for – de 10 bud?

Af Frede Jakobsen

Hvor Moses kom ned fra Sinai-bjerget med sine bud, kom borgmester Curt Sørensen ud fra Severin Kursuscenter i Middelfart med sine. Eller rettere: Det var, påstås det, Guds 10 bud, han havde med ned fra bjerget, Moses. Mens det var Byrådets, Curt havde med ud fra kursuscenteret. De sidste vil få en kortere levetid end de første. Det er det eneste sikre i den sag.

Og nej, det her er ikke en joke. Det er faktisk rigtigt, hvad der allerede er antydet ovenfor: Svendborg Byråd har fået 10 bud ”for godt politisk lederskab”. De blev vedtaget på det seneste byrådsmøde – uden den store opmærksomhed. Nu er der lagt en version af dem ud på kommunens hjemmeside. Det er ikke nødvendigt også at lave en populær læse-let-version af dem. Pixi-versionen er der allerede. Det er den, der blev vedtaget på byrådsmødet, og som nu kan læses på hjemmesiden. Læs dem selv her – det tager kun 40 sekunder.

Hvis du nu, kære læser, tror, de 10 bud er blevet til som venstrehånds-arbejde, så kan du godt tro om igen. De – budene, altså – er hverken venstrehånds-arbejde eller discount. De har faktisk været dyre at få lavet. Meget dyre. Svært at sige præcis hvor dyre. Men i hvert fald et fem-cifret beløb. Jeps, fem-cifret, når udgifter til konsulent-bistand og løn til embedsmænd lægges sammen.

Det hele startede en fredag-lørdag i marts, hvor byrådspolitikerne og syv embedsmænd var samlet på Severin Kursuscenter i Middelfart. Til en pris, som egentlig ikke var noget særligt – for to dage med så mange mennesker. Ikke noget at kritisere politikerne for – forudsat, naturligvis, at sådan et seminar havde et indhold, som ville kunne bruges til noget fornuftigt af de nyvalgte byrådspolitikere. 156.000 kroner kostede seminaret kommunekassen. 80.000 af dem gik til et konsulentfirma, Lundgaard Konsulenterne. En, skrev vi allerede dengang, noget pebret pris.

Mestendels, ser det ud til på programmet for konferencen dengang, har Lundgaard Konsulenterne stået for den del, hvor de 10 bud blev udarbejdet. Det brugte byrådets mange voksne mænd og kvinder tre timer på en eftermiddag. Bl.a. med en ”speed-dating om det bedste ved at være medlem af Svendborg Byråd”. Jo, det står der i programmet. Det har sikkert været sjovt. I hvert fald for Lundgaard Konsulenterne.

Ja, ja, brok, brok, brok. Men hvad med indholdet i de 10 bud? Det er vel det, det handler om. Ja, det er – desværre. Det bliver hele historien nemlig ikke bedre af. Indholdet er delvis almindeligheder, delvis vrøvl.

Nogle af de 10 bud er almindelig sund fornuft om bl.a. god opførsel overfor ansatte og byrådskolleger. Noget, man må kunne tillade sig at gå ud fra, at voksne mennesker i almindelighed og byrådspolitikere i særdeleshed er i besiddelse af.  Er de det ikke, så hjælper det nok heller ikke at skrive det ned.

Men så er der andre af de 10 bud, som er noget vrøvl. I bedste fald. Eller mere korrekt: Det er råd, som ikke bør følges. I demokratiets navn. Tag nu formuleringen, om at Svendborg Byråd vil ”føre en ansvarlig økonomisk politik”. Hvad betyder det? Ja, det har én betydning, hvis man repræsenterer f.eks. SF. Og en anden betydning, hvis man repræsenterer f.eks. De Konservative. Sådan er det. Og sådan skal det være. Ellers kunne de to partier jo lige så godt slå sig sammen. Hvad de ikke har nogen planer om. Dertil er deres politik for forskellig – selv om de begge hedder Folkeparti til efternavn. Eller tag formuleringen, om at politikerne vil ”omgå hinanden med respekt og skabe et godt arbejdsmiljø for Byrådet”. I det omfang, sådan en formulering er andet og mere end varm luft, så holder den jo ikke mere end en centimeter. Allerede på de efterfølgende punkter på det byrådsmøde, der vedtog de 10 bud, gik bølgerne højt. Under flere punkter var de politiske diskussioner hårde – og både den socialdemokratiske borgmester Curt Sørensen og den tidligere Venstre-borgmester, Lars Erik Hornemann, gave udtryk for, at nu var tonen da vist ikke længere så pænl og venlig, som man lige med de 10 bud havde vedtaget, at den skulle være.

Og nej, det var den ikke, tonen. Den var ikke sukkersød. Den var hård. Og det kan den da for pokker ikke undgå at være, når vigtige politiske sager er på dagsordenen. Meningerne skal da brydes. Sandheden – som hvert af partierne nu ser den – skal på bordet. Og det kan i de store og vigtige sager om kommunens udvikling og borgernes ve og vel ikke undgås, at politikerne siger noget om hinandens politik, som kan virke hårdt, brutalt. Det er da netop at vise respekt – at man tager et andet partis politik så alvorligt, at man forsøger at hudflette den i en sådan grad, at dens repræsentanter bliver klædt af til skindet. Det kan man så udmærket gøre – uden at man som politiker af den grund personligt bliver et dumt svin overfor kollegerne.

Altså, der er en grund til, at der er syv partier repræsenteret i byrådet. Det er, fordi de vil noget forskelligt med kommunen, nogle af dem noget meget forskelligt. Sådan skal det være, som allerede det radikale og kulturradikale ikon, Viggo Hørup, sagde, mens han endnu levede: ”Del jer efter anskuelser”. Og når man gør det, så betyder f.eks. at ”føre en ansvarlig økonomisk politik” jo noget vidt forskelligt. 10 dyre bud eller ej. 10 bud – som byrådsmedlemmerne allerede her få uger efter, de blevet vedtaget, garanteret husker færre af end de 10 bud, Moses ifølge legenden havde med ned fra Sinai-bjerget for mere end 3000 år siden.