Hvor der handles, der tjenes – også i det skjulte

For Bukkehave var Intifadaen en lejlighed til at tjene penge,

KOMMENTAR: En noget anløben moral – for nu at sige det pænt – er blevet dyr for det svendborgensiske bilfirma Bukkehave Corporation A/S. 25 millioner kroner skal firmaet slippe til statskassen, fordi firmaet handlede ulovligt med Irak, mens den brutale diktator Saddam Hussein var ved magten. Det besluttede Retten i Svendborg, da den for en uge siden afsagde dom i sagen. Den ulovlige handel med Irak var imidlertid ikke det eneste interessante i retssagen. Et par andre handler – om end ikke ulovlige – påkalder sig også interesse. Handler med Israel, Palæstina og USA. Handler, som viser et andet billede af Bukkehave-selskabet end det, selskabet selv ynder at tegne.

Bukkehave Corporation A/S har sådan et anstrøg af humanitær virksomhed over sig. Som den selv formulerer det, så leverer den køretøjer til FN, til NGO’er og til private selskaber. Og i den rækkefølge altså – FN først, så NGO’er (bistands-, udviklings- og nødhjælpsorganisationer) og til sidst private selskaber. Det ser godt ud. Eller, for nu at citere fra den lange domsudskrift fra Retten i Svendborg om afhøringen af ejeren Christian Haar:

Bukkehave er en gammel Svendborg virksomhed, som blev startet i 1925. Virksomheden begyndte hurtigt at eksportere biler til diplomater rundt i verden, og da FN blev etableret, levverede Bukkehave  biler til FN i Afrika til de forskellige projekter. Det har været et kerneområde for Bukkehaves virksomhed at levere biler til hjælpeprojekter rundt om i verden. Hovedaktiviteten ligger i Svendborg med kontorer  USA, Dubai og Japan. Bukkehave er en meget humanitær virksomhed”.

Der var den igen … humanitær virksomhed. Men det er, hvis nogen skulle være i tvivl, ikke humanitær virksomhed, der driver foretagendet. Det er pengene. I den sammenhæng sidder moralen i baglommen.

Svendborg-firmaet har godt nok et fint nedskrevet Code of Conduct om, hvordan firmaet og dets ansatte skal opføre sig. Heri bandlyses medvirken i korruption og bestikkelse. Men hvad var det, firmaet blev dømt for i retten i Svendborg for en uge siden? Det var da netop bestikkelse til det irakiske styre for at få nogle lukrative ordrer. 10 procent blev lagt oven i prisen, når Bukkehave Corporation skulle have pengene fra den FN-konto, der skulle betale – det var under FN-embargoen mod Irak. Iraks olieindtægter røg ind på en FN-konto. Derfra blev der betalt, når FN havde godkendt kontrakterne og varerne. Når Bukkehave havde fået pengene ud af FN, så røg de 10 procent i al hemmelighed tilbage til det irakiske styre. For resten siger selskabets Code of Conduct også noget om åbenhed og gennemsigtighed. Ikke just i tråd med hemmelighedskræmmeriet med de 11 millioner kroner, som Bukkehave på den måde fik transporteret ulovligt ned til det irakiske styre. For selv at tjene 10 millioner.

Bukkehave Corporation A/S holder sig tilsyneladende ikke tilbage, når der kan tjenes penge. I tilfældet Irak har det kostet ridser i lakken for firmaet. I offentligheden. Og – formentlig – hos FN, som har været storkunde hos Bukkehave. Et par andre handler , som er blevet kendt via retssagen, kunne man godt forestille sig ville nedsætte firmaets renommé hos andre – f.eks. NGO’er og bestemte lande.

Når nu Bukkehave Corporation i forbindelse med Irak-handlen i 2000 og 2001 havde fået etableret et kontor i Jordans hovedstad, Amman, så lod man ikke andre chancer for gode handler gå fra sig. Et par af dem specielle, må man sige – i hvert fald i forhold til billedet af en humanitær virksomhed. Af domsudskriften fremgår det af afhøringen af Jordan-kontorets leder, Peter Post, at Bukkehave leverede ”et stort antal” skudsikre biler til amerikanernes invasion af Afghanistan.

Fra kontoret i Jordan kunne man også følge, hvordan palæstinenserne gjorde oprør igen – da den anden såkaldte Intifada startede i 2001. Der var forretninger at gøre. Som det hedder i referatet af Peter Posts forklaring i domudskriften: ”I september 2001 besøgte Sharon (Israels daværende premierminister – red.) templet i Jerusalem, hvorved Intifadaen blev udløst. Det skabte et ekstremt marked for skudsikre biler. De (Bukkehave – red.) fik godt fat i dette marked, og der blev solgt adskillige af disse biler, primært til pressefolk og tv-stationer. … Der blev også levveret biler til det israelske elektricitetsværk. Han gættter på, at de solgte i alt 80 skudsikre biler med stor fortjeneste”.

Firmaet vidste godt, at det var problematisk at lave forretninger med Israel i denne sammenhæng og med udgangspunkt i Jordan-kontoret, der egentlig var skabt for at handle med Irak under FN-programmet Oil for Food (OFF). Som Hans Bukkehave forklarede i Retten: ”De lavede også kontrakter med Israel, hvilket var politisisk problematisk. De havde også kunder i Jordan i form af hjælpeorganisationer”. Hans Bukkehave var dengang medejer af og direktør i firmaet – og opholdt sig meget på Jordan-kontoret. Christian Haar forklarede senere under retssagen, at alle firmaets kontorer hjælper hinanden med kontrakter. Men: ”Kontrakterne med Israel foregik også af politiske grunde fra Danmark”.

Med andre ord: Det skal helst ikke være kendt, at man laver forretninger med Israel. Hvorfor? Formentlig ikke, fordi Bukkehave har noget imod Israel. Ligesom Bukkehave formentlig ikke har noget imod Palæstina. Og jo mere de slås, jo mere kan Bukkehave tjene. Der er penge at tjene, og så kan man godt gå lidt stille med dørene og lade være med at tænde lyset – selv om der i firmaets etiske retningslinjer står, at forretningen skal drives åbent og gennemskueligt.

Det er jo bare forretning, ikke sandt? Hvis ikke vi handler, så er der bare andre, der gør det, ikke? Jo tak, men det bliver det da ikke pænere af. For slet ikke at nævne moralen i det. Hvis der overhovedet er moral i den forretning – så sidder den placeret i baglommen