Det var premierekoncerten. Lørdag aften i Borgerforeningen, det nye Kulturhus Svendborg. Med ingen ringere end Palle Mikkelborg. Jens Meincke og Knud Mortensen beretter fra koncerten.

Premierekoncert med Palle Mikkelborg

Af Jens Meincke (tekst) og Knud Mortensen (foto)

 
 
 

Palle Mikkelbrog lørdag aften i Borgerforeningen.

Lørdag kunne den kære gamle Borgerforening indvies i sin nye form. Med den allerførste koncert om aftenen. En koncert, hvor alle de ændringer, der er foretaget for at forbedre lyden i Guldsalen skulle stå deres prøve. Arrangørerne havde ikke gjort det nemt for sig selv. Aftenens solister, Palle Mikkelborg på flygelhorn og Helen Davies på irsk harpe, har for det meste en smuk afdæmpet lyrisk tone, men når det akkompagnerende Drum’n Bass Big Band lukker op for sluserne, er der i bogstaveligste forstand “blæs på”. Det var aldrig gået i den gamle Guldsal. Her var der et bigband med stor lyd, som også frygtløst inddrog de nye muligheder med tre mand i den elektroniske afdeling.

Bandet lagde ud med et par numre uden solister. Disse kom ganske effektfuldt på scenen, da deres nummer var begyndt, og samspilsfesten kunne begynde. Påfaldende var det, at da koncerten var slut, var det, som den kun havde varet ganske kort tid, og ikke de næsten to timer den varede i virkeligheden. Forklaring ? Stor intencitet, nærvær og originalitet. Palle Mikkelborg er jo ikke ligefrem en ungersvend, men med hans evne til at forny sig og hans eminente beherskelse af sit instrument er det ikke til at høre, at vi har at gøre med en rigtig veteran. Og når man har skrevet musik til Miles Davies, siger det også noget om et vist format. Palle Mikkelborgs dæmpede flygelhorn og Helen Davies smukke harpespil tilfører musikken et lyrisk touch, som er enestående

Det kræver et vist mod at gi’ sig i kast med Stravinsky, når man er et dansk jazzband, men det klarede vores venner på scenen, så det ville ha’ glædet gamle Igor, havde han hørt det. Jeg tror, det glædede det store flertal af aftenens publikum, selv om det ikke er det nemmest fordøjelige musik. Her skulle noderne frem -selvfølgelig. Sådan er det med den slags musik og med arrangeret musik, men … hr. Mikkelborg må ha’ en fabelagtig musikalsk hukommelse, for han vandrede rundt blandt de andre musikere med sit horn, uden noder, som havde han selv skrevet musikken … og ikke blot arrangementet. Det skal nævnes, at Drum’n Bass Big Band (ingen nævnt – ingen glemt) udgør en gennemmusikalsk og teknisk kompetent forsamling, som må regnes til landets bedste i genren.

Aftenens andet orkester var hentet i Norge. Deroppe er Country og Western-genren betydeligt mere populær end herhjemme, og selvom de norske herrer fik hælp af en glimrende mundharpespiller fra USA, var det svært at komme bagefter Mikkelborg og Co. Afstanden mellem de to musikgenrer var for stor. Det var imidlertid fem uhyre kompetente herrer, der var på scenen. Det leverede varen og bevægede sig tvangfrit mellem genrerne blues, country og rock, og blandede disse efter forgodtbefindende. Især guitaristen, som morsomt nok lignede kassereren i en mindre norsk sparekasse, spillede forrygende.

Et af de praktiske problemer, der skal løses i fremtiden, er spørgsmålet om stole. Hvor mange? Lørdag aften var der ønske om flere stole, fordi det var en “lytte”-koncert (til gengæld var der ingen til at fjerne de stole, der burde have været fjernet, da dansemusikken og de dansende kom på). Torsdag d. 5. august kommer TV 2. Her vil der ikke være stole; og det er sikkert meget godt. Der skal tages stilling, så jeg vil da gerne ønske held og lykke med at træffe de rigtige valg.