Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Dengang jeg flyttede på landet for fyrre år siden, var der en hel folkevandring af unge, der flyttede fra København og Århus til provinsbyer som Svendborg eller ud i det, man dengang kaldte den Landlige Idyl, og som man nu nedsættende kalder Yderdistrikter.

Rigtige yderdistrikter kan man finde i Wyoming, Saskatchewan, Vestaustralien, Sibirien eller Norrbotten. Det er latterligt at bruge ordet i et land, hvor der sjældent er mere end en halv times busrejse til en middelstor by.

Objektivt set burde folkevandringen fortsætte. Forskellen mellem hvilken bolig man kan få for samme penge i hovedstadsområdet og landdistrikterne har aldrig været større. Man kan bo som en greve for det, en skrabet og kummerlig bolig koster inde i byen. De penge, man sparer, kan man bruge til så meget andet. F.eks. at rejse.

Og man skulle tro, at behovet for at være i fysisk nærhed af et cafémiljø blev mindre, når vi alle sammen er digitalt forbundet. Man kunne måske også tro, at behovet for at hænge ud i nattelivet aftog efter de tredive år og når man fik børn.

Der er stadig landlig idyl herude.

Men der er også ulemper ved at bo her. Smuldrende infrastruktur, støj og forurening.

Det er ufatteligt, at vi bliver ved med at give bønderne penge for at dræbe naturen og skabe resistens mod de sygdomme, vi indtil nu har kunnet behandle. At vi bogstavelig talt betaler dem for at slå os langsomt ihjel.

Infrastrukturen er dels gået i forfald af sig selv, dels har myndigheder og erhvervslivet gjort hvad de kunne for at ødelægge den.

Det er så nemt for bankerne, når vi alle sammen bruger netbanken. Så kan man nedlægge bankfilialerne.

Det er så nemt for postvæsenet, når postbudet ikke længere kommer til døren. Så kan man fyre mange af postbudene.

Det er så nemt, når landbetjenten er erstattet med en telefonsvarer halvtreds kilometer væk, og familielægen med en dame ved en fjern telefon.

Men det skaber det ansigtsløse samfund.

Før eller senere vil folk flytte på landet igen. Når den Store Omstilling kommer. Og den skal komme, for ellers uddør vi.

Nogle elementer i omstillingen kunne være:

Bønderne ind til byerne. Hvis folk absolut vil købe blegt og væskende kød fra svin og fjerkræ, der er stuvet sammen i dødslejre, så kan produktionen, der alligevel for længst er forvandlet fra landbrug til industri, foregå i højhuse i byernes fabriksområder. Det er mere rationelt.

Det er absurd at udlægge to tredjedele af landets areal til dyrkning af foderplanter, når det kun kan foregå med store tab, der skal dækkes af skatteyderne. Det er mere rationelt at købe foder fra lande, hvor det er billigere at dyrke det, og lade de danske marker gå i natur igen.

Hvorfor skal vi med djævelens vold og magt fortsætte med et landbrug, der giver underskud og slår os og naturen ihjel? Det er alligevel os, der betaler for det, så hvorfor sørger vi ikke for at få noget for pengene?

Vi kunne vedtage, at vi kun vil give landbrugsstøtte til økologisk produktion. Vi kan arbejde på at fremme nicheproduktion af kvalitetsvarer i stedet for masseproduktion af dårlige produkter. En fransk eller italiensk bonde, der laver en god ost eller en god vin, skal nok få den solgt. Vi skal ikke konkurrere os ned til laveste fællesnævner, men satse på kvalitetsmarkedet. Danmark er et lille land, og vi skal nok få kvalitetsvarer afsat ude i verden.

Vi kan afskaffe den tåbelige New Public Management, der tvinger os til at lege rollespil og lade som om skoler og sygehuse er erhvervsvirksomheder, der skal give overskud. Det er de jo ikke. Hvorfor skal vi så spille komedie?

Vi har alt for mange, der kontrollerer og evaluerer andre menneskers arbejde og alt for få, der laver noget selv. Vi har brug for flere varme hænder, flere synlige ansigter.

Et landsbysamfund får en anden og bedre karakter, når man kan ringe til landbetjenten, der kender forholdene, hvis naboen støjer for meget om natten eller bonden hælder gylle ud i modstrid med reglerne eller der er optræk til slagsmål på kroen. Da vi havde sådan en, kom han ned på kroen og sagde: Nå, Lars. Nu har du vist fået nok. Nu må du hellere gå hjem og sove.

Så var den sag klaret.

Landposten kom til døren hver dag, og han så efter, om gamle fru Jensen nu også havde det godt. I dag kan folk ligge og rådne uden at nogen ser det.

Vi havde en udmærket kollektiv trafik. Det er skadeligt for miljøet og for os at lade den smuldre for at et busselskab skal få pænere tal på bundlinjen.

I stedet for New Public Management kan vi spørge om, hvordan vi bedst får et samfund, vi kan lide at leve i. Hvorfor er det en fordel at fyre en masse mennesker og give dem understøttelse, for at en enkelt, offentlig virksomhed skal få bedre resultat. Hvorfor ser vi ikke på det samlede billede – på hvad der kan betale sig for hele samfundet?

Det er os, der betaler. Hvorfor sørger vi så ikke for at få et ordentligt samfund for pengene.

Og hvis vi synes det bliver for dyrt, så ligger pengene lige for fødderne af os. Vi har vedtaget, at alle skal have en lønkonto i en bank. Men når bankerne er private, betyder det, at loven forlanger, vi alle sammen fodrer bankaktionærerne. Det er absurd. En statsbank og et statsligt forsikringsselskab kan få alle de penge, der nu havner i hedgefunds og skattely, tilbage til statskassen til gavn for os alle sammen.

Og mon ikke mange så også vil foretrække at se deres børn lege i fri natur, at kunne åbne døren og gå ud mellem grønne træer, at vågne til fuglesang og høre pindsvinet snøfte udenfor om aftenen?

Det er jo så enkelt. Enhver kan se, hvad der kan og skal gøres. Hvorfor så ikke få det gjort?

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).