En radio der vil gøre Sydafrika bedre

Steen Heinsen.

Blanke polerede gulve. Også en måde at indlede denne søndagsklumme på. Blanke gulve, der skal poleres hver dag i timer for at fjerne alle spor efter sko og andet snavs. En sydafrikansk specialitet. Jeg er i Johannesburg, Sydafrika på reportagerejse. Selvarrangeret og finansieret gennem ihærdigt arbejde med at søge diverse fonde.

Jeg har været her før, mens de hvide og Apartheid bestemte. Ændringerne er enorme – til det bedre; men de blanke gulve er her stadig som udtryk for, at man jo skal sætte de sorte til noget – og at polere gulve tager rigtig lang tid. De er også et udtryk for, at forskellene mellem racerne er kæmpestor stadigvæk. Det ses ikke bare på gulvene, der jo blot er et symbol, men overalt. Der er 15 tjenere på en burgerbar! Supermarkederne vrimler med tjenende ånder, der bliver gjort rent og poleret gulve (der var de igen) konstant, og der er mindst to til at hjælpe dig med at få varerne i poser og hjælpe dig ud. I gaderne er der sorte i blå kedeldragter i massevis.

Et sjak, der lægger fortove her, hvor jeg bor, arbejder laaaangsomt – og er mindst fem gange så mange om arbejdet som nødvendigt. Det nye er, at sjakbajsen også er sort. Det hænger alt sammen sammen med, at en tjener, en kommunalarbejder eller en supermarkedsansat tjener meget lidt.Dem, jeg har spurgt, har fortalt, at de får fra 1.800 til 2.800 Rand om måneden. Den højeste var en sikkerhedsvagt, den laveste en gadefejer. En Rand står i omkring 75-80 øre, og leveomkostningerne er lidt, men ikke meget billigere end i Europa. Derfor bor langt de fleste af Johannesburgs sorte befolkning stadig i forstæder som Soweto, hvor rindende vand og indendørs toilet er en luksus for de få, og elektricitet findes, men er for dyr for de fleste.

Men – slut med jammer, den hører du nemlig ikke meget af her. Jo hvis du taler med de rige hvide, så er intet hændt. De betragter stadig regeringen som terrorister og trækker sig fornærmede tilbage i deres dyre huse og biler. Jeg har i en uge været sammen med journalister og andre radiofolk på en kommerciel radiostation i Joburg: 702 Talk Radio. En station, der henvender sig til moderne sydafrikanere – sorte og hvide, der har end drøm om at komme videre efter alt det rod, mange års misregime har medført. 702 er, som navnet siger, en tale-radio, nyhedsbåret og med skiftende værter hen over dagen.

Rhedi Thlabi.

Ud over at være dygtige radioværter, der konstant diskuterer med lyttere, der ringer ind, så har værterne en sag, de brænder for hver især. Værten for The Morning Show at 6 hedder John Robbie – han arbejder med at bekæmpe den voldsomme kriminalitet, der har hærget i sær Joburg siden demokratiseringen. Lyttere kan henvende sig til 702 med deres anmeldelser. Politiet har måttet oprette en afdeling kun til at tage sig af sager, der kommer igennem radioen. Politiet ved nemlig, at 702 følger op på sagerne. Rhedi Thlabi går på kl. 9 – 12. Hun er både en poulær radio- og TV vært. “Vi er på lytterne side – og de ved det”, siger Rhedi. Når en lytter ringer ind og beklager sig over sjusk i bureaukratiet, så tager 702 affære og ringer de ansvarlige op on air. “Og de ved det”, fortæller Rhedi – “tit når vi ikke at ringe til dem, før de ringer til os for at forklare sig.”

“Vi prøver at identificere problemer i Det Nye Sydafrika”, fortæller chefen for 702 – hun hedder Pheladi Gwangwa og er advokat af uddannelse. “Men hvor vi før lod vores lyttere beklage sig i timevis over alt det, der ikke går så godt, så vendte vi vores focus til at handle sammen med lytterne og ændre på tingene”. Det har vist sig at være en succes – som kommerciel radio skal der jo præsenteres lyttertal, og de er gode. Omkring 600.000 lytter hver uge – flere sorte end hvide. 702 startede med at kritisere Apartheid-regimet og blev af mange især hvide betragtet som ANC- og Mandela-venlig; men radiostationen er fortsat med at være kritiske også efter demokratiseringen – nu retter kritikken sig bare mod de ANC’ere, der nu sidder på statsmagten. Alle har ret til en bolig ifølge den nye forfatning. Det er et stort problem med den masseflytning, der er til storbyer som Johannesburg og Capetown. Er man fattig, kan man søge om en gratis bolig. De kan ses i Soweto som endeløse rækker af primitive huse – men de er bedre end intet hus.

Pheladi Gwangwa.

Free Housing plages af korruption og bestikkelse. Det har 702 sat spotlight på, men ikke nok med det: Er man knap så fattig, kan man ikke få et gratis hus, men man kan heller ikke låne penge i banken til at finansiere et hus selv. Sidste år gik 702 sammen med banker og regering og byggede 702 billige huse til nogle af dem, der faldt igennem maskerne i housing-projektet. Bankerne opfandt nye måder at finansiere billige huse på – og projektet kører fortsat, og det er de stolte af på 702.

De er også stolte af “Project Teddy Bear“, som er eftermiddagsværten David O’Sullivan’s hjertebarn. Et projekt, der har en linje åben til børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. En række professionelle socialarbejdere, læger og psykologer hjælper gratis de børn, der kontakter 702. “Hvordan kommer der radio ud af det?” spurgte jeg David. “De enkelte historier kommer naturligvis ikke i radioen; men jeg misser ikke en chance for at holde ministre og andre ansvarlige for, at de lader så mange børn i stikken – vores indsats er en dråbe i havet – men en vigtig dråbe, fordi vi kan råbe myndighederne op.” 702 har engageret sig i at sørge for undervisning til de børn, der ikke kommer i skole, den har engageret sig i beskyttelse af næsehorn, der er udryddelsestruede på grund af krybskytteri – der er flere eksempler og nye kommer til. Det er dejligt at være vidne til Det Nye Sydafrika, der er undervejs. Selv om der er kæmpe sociale forskelle, kan man se, at de tidligere totalt undertrykte har fået værdighed og stemme – og en vigtig stemme er 702 Talk Radio. (702 Talk Radio kan høres på nettet: www.702.com)

(Steen Heinsen, Svendborg, er freelance journalist – på DR P1 vil man om et stykke tid kunne høre en reportage fra Sydafrika med focus på 702 i Orienterings magasin Panorama).