Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Den politisk bestemte samfundsudvikling bliver i stadig stigende grad præget af blå mærker og omsorgssvigt. Og dette på trods af, at vi i øjeblikket har en regering med deltagelse af såvel Socialdemokraterne som Socialistisk Folkeparti, der historisk set har lagt mange kræfter i at understrege værdien af den socialistiske røde farve og den solidariske omsorg .

Op gennem 00’erne havde VK(O)-regeringen formået at skabe en stadig større økonomisk og social ulighed i samfundet ved blandt andet at marginalisere flere og flere grupper i samfundet således, at den historiske solidaritet i vort samfund mere og mere gik fløjten. Derfor var det en særdeles glædelig og opløftende begivenhed, da valget i 2011 resulterede i dannelsen af en regering, som kunne råde bod på de blå mærker og det omsorgssvigt, som var den tidligere regerings varemærke. Valgløfterne i Fair Forandring pegede i hvert fald tydeligt i den retning.

Men S og SF’s valgløfter må åbenbart være skyllet ud i toiletterne ved regeringsforhandlingerne i det sorte Tårn på Amager, for der er absolut intet tilbage af valgløfterne i det regeringsgrundlag, som ret beset giver flere blå mærker og mere omsorgssvigt, end de udsatte marginalgrupper kom til at opleve fra den tidligere VK(O)-regerings side.

De radikales aftale med VKO-blokken om en forringelse af efterlønsordningen accepterede S og SF uden at blinke, og derfor vedtog det nye folketing ordningen, som reelt betyder, at de potentielle efterlønsmodtagere kanaliseres over i gruppen af dagpengemodtagere. Og netop denne gruppe fik en på potten i forbindelse med halveringen af dagpengeperioden, som betød, at arbejdsløse blev kanaliseret over i kontanthjælpssystemet efter kun 2 års ledighed.

Samtidig er det endnu ikke lykkedes for den nye regering at ophæve den gamle VK(O)-regerings stramninger inden for sygedagpengeområdet, hvilket medfører, at modtagere af sygedagpenge kanaliseres over i kontanthjælpssystemet efter modtagelse af sygedagpenge i 52 uger.

Den gruppe af syge borgere, som egentlig var berettiget til førtidspension, fik også en på potten. For det første udsendte den nye regering signaler om, at mange af de syge slet ikke var syge, ligesom signalet lød på, at unge under 40 år slet ikke kunne blive syge. Disse syge mennesker skulle i arbejde. Førtidspension skulle de i hvert fald ikke have, men i stedet skulle alle disse syge mennesker leve permanent af kontanthjælp.

Nu var ”reformerne” i hus og det på en måde, som betød, at alle de forskellige grupper ville havne i kontanthjælpssystemet, hvor modtagelsen af kontanthjælp var afhængig af ægtefællen eller samleverens indkomst. Dette var ikke tilfældet med efterløn, dagpenge, sygedagpenge og førtidspension.

Og hvad er det så, der mangler? Jo, en ”reform” af kontanthjælpssystemet, som lovmæssigt er en midlertidig forsørgelsesordning. Med tilgangen fra de øvrige grupper kan kontanthjælp kun bruges som permanent ordning, og derfor er den gamle VKO-blok mere end parate til at deltage i en ”reform”, der ifølge Venstre skal kunne skabe en besparelse på 3 milliarder kroner. S og SF skændes åbenlyst om, hvorvidt besparelsen skal være en halv eller en hel milliard kroner, men lur mig, om ikke S og SF når til enighed med Lars Løkke Rasmussen og Venstre om et tilpas stort beløb i besparelse.

Der er således flere blå mærker og mere omsorgssvigt på trapperne, og det på en måde, som efterlader det helt klare indtryk, at hvis VKO-regeringen blev betegnet som blå, kan Thorning-regeringen kun betegnes som mørkeblå, og det kan vel næppe være tilfredsstillende for de vælgere, som havde forventet en måske ikke mørkerød men så dog lyserød politik. S og SF’s Fair Forandring gav ingen fair forandring. Den gav flere blå mærker og større omsorgssvigt!

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er efterlønner. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).