Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Hovedparten af den danske befolkning oplever i forbindelse med KL’s lockout af folkeskolelærerne at høre om den danske model, som de egentlig slet ikke kender, eller kender så lidt til, at det må virke ret forvirrende at forholde sig til sammenhængen mellem den danske model og KL’s lockout af folkeskolelærerne.

Egentlig handler det kort sagt om, at finansminister Bjarne Corydon på de groveste har voldtaget den danske model. Længere er historien ikke, men det er den jo alligevel, fordi befolkningen ikke kender hensigten og historien bag den danske model.

Historien går helt tilbage til den 5. september 1899, hvor en storstrejke på det private arbejdsmarked fik arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden til at erkende nødvendigheden af at have nogle fælles retningslinier, som kunne forhindre sådanne helt uoverskuelige og ustyrlige konflikter på det danske arbejdsmarked, og resultatet blev det historiske Septemberforlig, som omfattede principielle bestemmelser om såvel arbejdsforholdene som varsling af strejke og lockout.

Disse bestemmelser var gældende indtil den 18. november 1960, hvor aftalen blev afløst af den nugældende Hovedaftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO (Landsorganisationen i Danmark).

Denne hovedaftale blev fundamentet i den danske model, som byggede på såvel en fredspligt i overenskomstperioden som bestemmelser om etablering af strejke og lockout, når der skulle forhandles ny overenskomst. Selve ideen i den danske model var, at man kunne slås om indholdet i den ny overenskomst, men når man var blevet enig, var der fredspligt, hvilket vil sige, at virksomhederne kunne regne med en optimal effektivitet og produktion i hele overenskomstperioden.

Når man imidlertid i forbindelse med overenskomstforhandlingerne havnede i en situation, hvor man var så langt fra hinanden, at der ikke var udsigt til enighed, kunne man fra arbejdsgiversiden varsle lockout og fra lønmodtagersiden varsle strejke, hvilke i begge situationer betød, at alle medarbejdere var opsagte, så lang tid konflikten varede.

Det helt afgørende ved den danske model var, at en konflikt – uanset om der var tale om lockout eller strejke – kom til at koste begge parter i massevis af penge, og netop denne smerte ved tab af enten produktion eller indtægt førte til, at begge overenskomstparter efter en passende tid havde mistet så meget, at lysten til at imødekomme hinandens ønsker og krav steg væsentligt, og derfor havde den danske model en væsentlig betydning, når overenskomstforhandlingerne gik lidt i hårdknude.

Den danske model var således et instrument, som det private arbejdsmarked havde stor gavn af, men eftersom det offentlige arbejdsmarked i det store og hele fulgte efter det private arbejdsmarked som det tynde øl, blev den danske model også indarbejdet i forhandlingssystemet på det statslige og kommunale område.

Disse to offentlige områder havde overenskomstfornyelse den 1. april hver andet år, idet man afventede resultatet af de private overenskomstforhandlinger, som blev afsluttet senest den 1. marts hvert andet år, og derfor har det offentlige område reelt aldrig haft nogen andel eller gavn af den danske model.

Det vi oplever i disse uger er, at finansminister Bjarne Corydon har voldtaget den danske model på det groveste, og denne påstand skal ses i sammenhæng med, at selve formålet med den danske model på det private arbejdsmarked, hvor man økonomisk udmarver hinanden, slet ikke kan praktiseres inden for det offentlige område.

Den lockout, som så tydeligt er koordineret af finansminister Bjarne Corydon, har de virkninger, at folkeskolelærerne mister ca. ¾ milliard kroner om ugen i mistet arbejdsfortjeneste, mens kommunerne sparer de samme ¾ milliard kroner om ugen, fordi kommunerne slipper for at betale folkesklolelærerne løn.

Herved står vi i den modsatte situation af, hvad der er formålet med den danske model, idet den ene konfliktpart tjener styretende med penge på konflikten, mens den anden part taber styrtende med penge på konflikten, og en sådan situation har aldeles ingen konstruktiv virkning, idet den ene part absolut ingen interesse har i at afslutte konflikten, så længe de tjener penge den.

Når der henses til, at finansminister Bjarne Corydon har koordineret forløbet med Kommunernes Landsforening med den helt klare forudsætning, at han havde magt til at gribe ind, når han syntes, at folkeskolelærernes pengekasse var tom nok, så kan det næppe undre, at KL fremsendte varsel om lockout 2 sekunder efter, det var muligt at fremsende varsel om lockout.

Og det kan næppe undre, at Bjarne Corydon gang på gang henviser til, at han respekterer den danske model og derfor ikke vil gribe ind.

Finansminister Bjarne Corydon respekterer absolut ingen, som står i vejen for hans magtudøvelse, og derfor er vi havnet i den mest tåbelige lockout, der nogensinde er praktiseret siden den 5. september 1899, hvor den danske model så dagens lys.

Den danske model er kort og godt blevet voldtaget af en magtsyg mand ved navn Bjarne Corydon, der i sin magtfuldkommenhed er bedøvende ligeglad med, hvilke problemer han har påført landets skoleelever, deres forældre og deres lærere.

Det er egentlig bemærkelsesværdigt at tænke på, at det var den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der lagde grundstenen til den danske model den 5. september 1899, og så skal vi 114 år senere opleve, at en egoistisk og magtbegærlig socialdemokratisk finansminister forsøger at smadre betydningen af den danske model, som jo rettelig er hjørnestenen i opbygningen af det danske velfærdssamfund.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).