Tag psykofarmaka så du kan arbejdsprøves!

Lenze Middelberg. Foto: Karin Rønnebæk.

SYG OG I KLEMME (3): Hun er ikke stærk nok til selv at stå frem. Den 31-årige læreruddannede kvinde har store psykiske problemer. Og de er ikke blevet mindre af, at hun nu i to år har været en ”sag” på Svendborg Kommunes Jobcenter. I denne artikel kalder vi hende Clara. Hun er på sygedagpenge. Lidt endnu. Allerede for et år siden var hun ved at blive sendt på den langt lavere kontanthjælp. Det undgik hun kun, fordi hun fik en bisidder til at hjælpe sig på Jobcentret. Lenze Middelberg sikrede, at hun fortsat fik ret til sygedagpenge. Han kender sagen til bunds. Det er ham, der taler på hendes vegne.

Clara var ved at ryge på kontanthjælp, da kommunens Pensionsudvalg 23. oktober sidste år sagde nej til, at hun kunne komme på førtidspension. Det var en sagsbehandler i Jobcentret, der havde indstillet hende til førtidspension. Som begrundelse for afslaget lagde Pensionsudvalget bl.a. vægt på, at en ”psykiatrik speciallægeerklæring fra overlæge Torben Solgaard … anbefaler psykofarmakologisk behandling” af Clara. Udvalget mener, ”det ikke er udelukket, at ansøger kan blive helt eller delvis selvforsørgende evt. via fleksjob”. Det var bare ikke det, overlægen havde skrevet. Han havde sagt, at en sådan medicinsk behandling ”i bedste tilfælde kunne medføre forbedret livskvalitet”. Han talte i sin erklæring ikke om forbedret arbejdsevne.

Helt præcist hed det i speciallægens erklæring: ”Principielt må man anbefale psykofarmakologisk behandling. Undersøgte er dog meget lidt motiveret i forhold hertil, og da der som anført er tale om en mangeårig tilstand vil en sådan behandling i bedste tilfælde kunne medføre forbedret livskvalitet”.

”Der er med andre ord tale om rent kvaksalveri. Og det er forbudt. Pensionsudvalget har altså ikke kompetence til at påtvinge hende en medicinsk behandling for at få hende i arbejdsprøvning. Hun vil ikke selv. Men Pensionsudvalget mener, hun skal – det er jo tvangsmedicinering, fordi de samtidig sidder på magten til at forringe hendes økonomiske vilkår”, siger Lenze Middelberg.

Pensionsudvalget mente altså med afgørelsen 23. oktober, at Clara skulle arbejdsprøves –  helt i tråd med kommunens officielle politik, som går ud på af økonomiske grunde, det vil sige sparehensyn, at nedsætte antallet af førtidspensioner. Altså, nul førtidspension, Clara skal arbejdsprøves igen. Trods speciallægens erklæring. Og trods en vurdering fra psykolog Bjørn Jacobsen, som har givet Clara diagnosen ”PTSD (svær grad)”. Og, skriver han, det ”er en særdeles alvorlig lidelse, og (Claras) nervesystem er meget skrøbeligt og retraumatiseres, hvis hun udsættes for pres, der er store følelsesmæssige udsving, og hun gribes let af panik”. Han skriver videre: ”På denne baggrund er behandling/rehabilitering en langvarig proces. Det anses for tvivlsomt, om hun på noget tidspunkt bliver i stand til at opnå andet end en ubetydelig arbejdsevne. (Clara) er langt fra parat til en arbejdsprøvning. Hun vil ikke kunne klare den belastning en arbejdsprøvning vil indebære … Det kan forværre hendes tilstand at gå i gang med en arbejdsprøvning”.

Sådan skrev psykologen 23. juli. Men Pensionsudvalget lod sig ikke anfægte på sit møde 23. oktober: ”Udvalget skønner … at der skal iværksættes en arbejdsprøvning med rette skånehensyn idet det ikke er udelukket at ansøger kan blive helt eller delvis selvforsørgende…”. Endog kommunens lægekonsulent havde ellers – inden Pensionsudvalgets møde – noteret, at ”arbejdsprøvning, virksomhedsrevalidering mm. vurderes at være med risiko for forværring af klientens helbredstilstand”.

Myndighedernes gætterier om, hvordan Clara eventuelt kan få det bedre, fortsætter – på trods af, hvad fagkundskaben siger, det vil sige lægerne. Clara og Lenze Middelberg anker nemlig afgørelsen til Beskæftigelsesankenævnet. Det får de ikke noget ud af. Nævnet stadfæster Svendborg Kommunes Pensionsudvalgs afgørelse og begrunder det bl.a. med, at ”du er anbefalet psykofarmakologisk behandling, men at du ikke er motiveret herfor. Nævnet er opmærksom på, at det lægeligt er vurderet, at ovennævnte behandling i bedste fald vil øge din livskvalitet. Nævnet finder dog, at det ikke på det foreliggende kan afvises, at en forbedret livskvalitet kan medføre et øget funktionsniveau og eventuelt en øget arbejdsevne”.

En senere klage til Ankestyrelsen kommer der heller ikke noget ud af. Ankestyrelsen vil ikke behandle klagen. Den er, siger Ankestyrelsen, ikke principiel. Derfor interesserede det sådan set heller ikke Ankestyrelsen, hvad Frederik Kallan havde skrevet i et bilag til Ankestyrelsen. Frederik Kallan er Claras læge – og er desuden formand for lægerne i Svendborg. Frederik Kallan skrev den 24. marts i år bl.a. om afslaget på Claras ansøgning om førtidspension og afvisningen af klagen:

”Helt uforståeligt har hun ikke fået medhold i sin anke over den kommunale beslutning. Det er lægeligt set dybt kritisabelt i en så velbelyst og –dokumenteret sag. Afslagets præmisser er dels fejlagtige, dels umoralske. Kort resumeret er der tale om en 31-årig læreruddannet kvinde med udtalt PTSD samt personlighedsforstyrrelse. … Hendes funktionsevne er reduceret til få procent af, hvad man kunne forvente af et yngre menneske. Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at hun er permanent og fuldt ud uarbejdsdygtig i henseende til ethvert job. Den meget svære psykiske sygdom kan tidvist kontrastere hendes umiddelbare fremtoning. Men efter selv korte kontakter med omverdenen må hun ligge fysisk og psykisk brak i en tid efter. Tidligere forløb/vurdering ved psykolog hhv. psykiater har uafviseligt fastslået diagnoserne, kroniciteten, invaliditetsgraden samt det faktum, at psykofarmaka ikke kan kurere hende – højst måske lindre en anelse. Men med uafviselig sikkerhed vil psykofarmaka ikke restituere hende i forhold til den erhvervsevne, der vil forblive ikke-eksisterende. Derimod er behandling med psykofarmaka som bekendt ofte behæftet med betydelige bivirkninger, som skal sættes i proportion til den i aktuelle sag beskedne forventede effekt”.

Læge Frederik Kallan sætter i erklæringen trumf på: ”Således er det umenneskelig og i strid med diverse konventioner, hvis social-systemet betinger en lovfæstet offentlig ydelse, til en i forvejen meget syg borger, til en risiko-betonet og tvivlsom behandling. Specielt når man oven i købet har psykiatrisk ekspert-udsagn om, at medicin ikke vil have nogen som helst gunstig indflydelse på erhvervsevnen”.

”Tvungen psykofarmakologisk medicinering kan og skal kun finde sted i meget sjældne tilfælde, som det er nedfældet i lov om tvang i psykiatrien”, fortsætter erklæringen fra Frederik Kallan, som slutter med at skrive:

”Afgørelsen står således tilbage uden nogen som helst relevant motivering og med et tidsforhalende og udokumenteret krav om medicinsk behandling. Hvis en så oplagt sag skal gøres så unødigt kompliceret, må den forelægges instanser højere i systemet. Jeg er ganske sikker på, at politikerne ikke har tænkt sig en så borgerfjendtlig, krakilsk og umedgørlig sociallovgivning”.

Brevet fra Frederik Kallan fulgte med, da Clara og Lenze Middelberg forsøgte sig med en klage til socialministeren. Den klage blev videreekspederet til et andet ministerium, Beskæftigelsesministeriet. Og 23. august i år svarede beskæftigelsesminister Inger Støjberg, at ankesystemet i den slags sager er, som de er. Og det kan hun ikke gøre noget ved. Hun anfører dog – sådan helt generelt – at det er ”helt rimeligt, at der stilles krav om, at alle muligheder – herunder relevant behandling – har været afprøvet som forudsætning for, at der tilkendes offentlige forsørgelsesydelser. Ellers vil man risikere, at der tilkendes ydelser – for eksempel førtidspension – til personer, der ikke opfylder betingelserne herfor”.’

”Men det er naturligvis helt afgørende,” tilføjer Inger Støjberg, ”at der ikke kan stilles krav om behandling, der kan medføre fare for liv og førlighed. Og det kan der heller ikke. Ligesom der ikke efter den sociale og beskæftigelsesmæssige lovgivning kan stilles krav om, at personer skal underkastes ’tvangsbehandling’.”

Men nogen ændring for Clara kom der ikke ud af at henvende sig til Inger Støjberg. Jobcentret har nu arbejdet med sagen i næsten to år – og har bl.a. fremskaffet en ny speciallægeerklæring. Fra en anden speciallæge. Og der skal til at ske noget i sagen – set med Claras øjne i hvert fald. Får hun har kun sygedagpenge til 1. oktober. I erklæringen fra speciallæge Svend Thordsen bekræftes det, hvad alle de tidligere eksperter har sagt gennem to år:

”Hvad angår behandlingsmæssige tiltag findes der ikke farmakologiske midler, der væsentlig kan ændre patientens tilstand. … Patientens livsvilkår vil kun forringes ved anvendelse af farmakologiske midler, der vil påføre hende bivirkninger, men ingen væsentlig effekt. … Der findes … heller ikke yderligere terapeutiske behandlingsmæssige muligheder, der på nogen måde vil bedre patientens funktionsniveau. … Patienten vil på intet tidspunkt kunne restitueres i en sådan grad, at hun kan enten erhvervsprøves endsige komme til at fungere på arbejdsmarkedet under nogen tænkelig form for skånende omstændighed”.

”Så kan det vist ikke siges mere tydeligt”, siger Lenze Middelberg,” men alligevel er de i kommunen stadig  i tvivl om hun skal indstilles til førtidspension”.

Lenze Middelberg er oprørt over den behandling, Clara har fået. ”Det har været en enorm belastning for hende i de to år. Hun lever i usikkerhed. Hun bliver udsat for et enormt psykisk pres – noget, som psykiateren har udtalt, hun netop ikke kan tåle. Og hun er presset, fordi hun ikke kender sin fremtidige økonomiske situation. Man kan også mærke det, når vi er til møde med sagsbehandlere. Efter fem minutter er hun nærmest væk”, siger han.

Han er også oprørt over, at det skal være nødvendigt for en person som Clara at have en bisidder med på Jobcentret – og han tænker på, hvad der sker for dem, der ikke har en sådan én med sig. En stærk bisidder. ”Det er jo forfærdeligt for folk, der går til kommunen for at få den hjælp, de regner med at have ret til. Men i stedet bliver deres situation brugt imod dem. Altså, der er nogle sagsbehandlere, som er gode, og der er nogle, som er dårlige. Det er mere den måde, hele systemet er sat op på. Man møder modstand i stedet for villighed til at hjælpe. Men ét råd er i hvert fald vigtigt, selv om det ikke burde være nødvendigt: Tag altid en bisidder med”, siger Lenze Middelberg.

Og Clara? Hun venter fortsat på, om Jobcentret igen vil indstille hende til førtidspension. Og hvis de gør, ja, så venter hun på en afgørelse fra kommunens Pensionsudvalg. To år efter, at hun blev så syg, at hun måtte på sygedagpenge, venter hun stadig.

Læs også ”Chok-tal: Antallet af førtidspensioner halveret” 27. september og ”Han skal nu arbejdsprøves for tredje gang” 28. september.