Blues er altså ikke for sjov

 

Onsdag aften kunne Borgerforeningen præsentere et verdensnavn for bluesglade Svendborgensere: Magic Slim – noget af en herre.

”Slim” betyder ifølge ordbogen slank. Det kan han muligvis ha’ været – engang, men det, vi kunne se på scenen i Borgerforeningen, var en meget stor mand med cowboyhat, som førte sig frem som en en mellemtig mellem en konge og en mesterbokser, der går i ringen. Men, spille blues – det kan manden … og hans band kaldet The Teardrops.

Stilarten er Chicago-blues, og jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at kalde konceptet KIS – Keep It Simple. Det var den rene vare uden for mange dikkedarer. Det swingede, når det skulle, og det rockede, når det var det, det skulle, og vi kunne næsten mærke tømmermændene, når det var det, det handlede om. Vi fik både klassikere som Little Red Rooster og Ev’ry Day og sørgelige historier, som virkede selv-oplevede og ægte. Blues er altså ikke for sjov.

Magic Slim er blevet sammenlignet med Muddy Waters, og det siger noget om hans klasse. I bandet var jeg især imponeret af trommeslageren, som var af den type, der får en masse fra hånden, uden at det er for meget, og alligevel virker helt afslappet. Magic Slim skulle angiveligt være en årgang 1937, og hvis det passer skulle man tro, at musikken holder en ung, for det er garanteret ikke grøntsager og morgengymnastik. Det er jo heller ikke nødvendigt med en recept for at få whisky.