Det er stort for det lille teater ude i skoven. BaggårdTeatret er for første gang med helt i toppen, når årets Reumert-priser den 9. maj for 12. gang uddeles ved et stort arrangement på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Rikke Lylloff er nomineret til en af hovedpriserne, Bedste Kvindelige Hovedrolle, for BaggårdTeatrets forestilling ”De kaldte hende Crazy Daisy”.    

Fra en nødvendig baggårds-brainstorm til Reumerts store scene

Af Frede Jakobsen

 
 

Rikke Lylloff i "De kaldte hende Crazy Daisy". Foto: BaggårdTeatret

Det var noget af en satsning for BaggårdTeatret sidste år med forestillingen ”De kaldte hende Crasy Daisy”. En to timer lang forestilling. En ung kvinde, Rikke Lylloff, som eneste medvirkende. En monolog. Og så om ligestilling. I to timer! Eller som teaterchef Lasse Bo Handberg siger: ”Monologer kan være fantastiske. Men der er godt nok langt mellem snapsene. Ofte er de vældig kedelige”.   

Men forestillingen blev en succes. Og i går blev Rikke Lylloff nomineret til årets Reumert for netop den rolle. De to andre nominerede er Signe Egholm Olsen for sin rolle i ”Bygmester Solness” på Det Kongelige Teater og Ann Eleonora Jørgensen for sine roller i ”Øjeblikket” på Betty Nansen Teatret og ”Libertineren” på Grønnegårds Teatret. Først ved selve arrangementet på Det Kongelige Teater den 9. maj afsløres det, hvem af de tre, der får prisen på 100.000 kroner.   

BaggårdTeatret har for en del år siden været nomineret i kategorien Årets Bedste Børneteaterforestilling – dog uden at vinde. Men det er første gang, BaggårdTeatret er med helt oppe, hvor de store priser uddeles. I superligaen.   

”Det er da noget underligt noget med priser. Men jeg må også indrømme, at jeg synes, det er superdejligt at være med helt deroppe”, siger BaggårdTeatrets chef siden 2003, Lasse Bo Handberg. Siden han blev chef, har BaggårdTeatret udelukkende produceret ny, dansk dramatik.   

”Alene at blive nomineret har en stor værdi, eksternt og internt. Eksternt, fordi det gør det lettere at sælge forestillingen. For nu er det ikke længere kun os selv, der siger, at forestillingen er god. Det gør også nogle af landets ypperste eksperter. Og internt, fordi det giver os en fælles følelse af, at det, vi går og laver, er godt. Som sagt, det synes vi selv. Men det er der så også andre, der synes, selv om vi ligger langt fra Alfarvej, langt ude i provinsen, langt ude i en skov. Selvfølgelig er det Rikke, der er blevet nomineret, og det skal jeg ikke tage fra hende. Men jeg kan ikke lade være med at være stolt af det på teatrets vegne. For det, der har muliggjort det, er et hus, som fungerer”, siger han.   

Forestillingen ”De kaldte hende Crazy Daisy” blev egentlig skabt af nød. ”Ja, vi gjorde en dyd af nødvendigheden”, fortæller Lasse Bo Handberg. Egentlig var der planlagt en forestilling, ”Filmproducenterne på Fjællebroen” (den kommer op i denne sæson i stedet), med Bjarne Henriksen og Rikke Lylloff. Bjarne Henriksen måtte melde fra, men Rikke Lylloff var allerede hyret. Nu var gode råd dyre. Lasse Bo Handberg, Rikke Lylloff og instruktøren Heinrich Christensen satte sig sammen i 24 timer for at besvare spørgsmålet: Hvad så i stedet for? Det snakkede de længe om, men mange gange afbrød Rikke Lylloff med i forskellige varianter at sige, at alt for mange gamle mænd tager alt for mange afgørende beslutninger. De to hanner værgrede sig længe mod det, hun var ude på: En forestilling om ligestilling. Men faldt alligevel for ideen – bl.a. fordi de selv i den grad var imod, og fordi, som Lasse Bo Handberg siger, ”Rikke brændte for det, og det var så langt væk fra det oplagte i dag. To timers monolog med en kvinde om ligestilling. Det dårligst tænkte koncept. Men kan vi det, så kan vi alt, tænkte vi”.   

Syv kvinder blev bedte om at skrive hver sin monolog om ligestilling, kønskamp, kvindekamp: Anna Bro, Christel Wiinblad, Julie Maj Jakobsen, Christina Cederqvist, Ritt Bjerregaard, Lone Kühlmann og Leny Malacinski. På BaggårdTeatret bearbejdede Lasse Bo Handberg og Heinrich Christensen materialet til den to timer lange forestilling. ”Den blev egentlig i normal forstand for lang. Men vi lod os ikke binde af normer. Og det blev et værk og en præstation af Rikke Lyllloff, skuespilmæssigt og fysisk”, siger Lasse Bo Handberg.   

Det er meningen, at ”De kaldte hende Crazy Daisy” i år skal på turne. Med nomineringen til en Reumert kan det kun gavne forestillingen. ”Men”, Lasse Bo Handberg smågriner, ”der er bare lige det ved det, at Rikke lige nu er i Tyskland og lave film og i øvrigt har været til casting i Los Angeles, så…”   

32-årige Rikke Lylloff blev færdiguddannet på Odense Teater i 2004. Allerede tre år efter fik hun sammen med en lang række andre kunstnere en talentpris ved Reumert-uddelingen (i 2007). Men i år – endnu tre år senere – er hun så oppe at ringe i Reumert-superligaen for rollen på BaggårdTeatret i Svendborg.   

Reumert-prisen uddeles i følgende kategorier: Årets forestilling. Årets mandlige hovedrolle. Årets kvindelige hovedrolle. Årets mandlige birolle. Årets kvindelige birolle. Årets danser. Årets sanger. Årets instruktør. Årets scenograf. Årets dramatiker. Årets børne/ungdomsforestilling. Årets opera. Årets musikteater/Show. Årets store/lille forestilling. Årets danseforestilling. (Se alle de nominerede).