Poul Henrik Harritz

De spiller uærligt spil, bønderne, i sagen om en Øhavets Nationalpark. Det skriver journalist og naturformidler Poul Henrik Harritz i dagens klumme. “De kalder sig skeptikere, men i virkeligheden er de alle imod. Alle som én”, skriver Poul Henrik Harritz, den tidligere svendborgenser, som i dag bor ude midt i Øhavet  – på Strynø. Poul Henrik Harritz er tidligere præsident for Danmarks Naturfredningsforening. 

Nationalparkens bondekarle

Af Poul Henrik Harritz.

Fyn er en ø, man kører over. Sydfyn er et sted, man besøger nogle sommerdage. Langeland er et udkantssamfund. Ærø er et yderområde. Kort sagt: Svendborgs Avis læses af folk, der bor på kanten. 

Så meget desto mere er der god grund til at undre og forbarme sig over, at de lokale engagement er så lille, for ikke at skrive fraværende, når snakken om eventuelt at skabe en nationalpark drøftes. Det er en enestående chance for Sydfyn – at satse på og arbejde for en Øhavets Nationalpark. Jeg er også overbevist om, at mange synes idéen er god. 

Netop en nationalpark er det, der kan kick-starte udkantssamfundet og tilføje det en række værdier. En nationalpark er et stærkt og internationalt kendt varemærke, og bliver det gjort ordentligt, kan det løfte Sydfyn og Øhavet og skabe rigere samfund. Bosætningen i en nationalpark vil være attraktiv. De mange gæster vil generere en bedre økonomi. Naturen vil kunne få det løft, som skiftende miljøministre ikke har formået at give. Vi har nemlig noget, vi kan prale af. Et af klodens største druknede istidslandskaber ligger ude i havet syd for Fyn. Langs de fynske kyster er sjælden natur. De mange øer i Øhavet er rige på oplevelser og kulturhistorie. 

Desværre er der, som så mange andre steder, en slange i Paradiset. Ikke overraskende er det landbruget, der stritter imod. De siger det ikke højt, men de kæmper med næb og kløer for at undgå nationalparken. De spiller uærligt spil. 

Fyns Amts Avis havde som kioskbasker torsdag den 18. februar: “Nationalpark i strid modvind”. Det er en sandhed med modifikationer. De 100 bønder, der siger nej til en nationalpark på Tåsinge, oplyser, at de ejer 70 procent af øens areal. Det giver stof til eftertanke, at nogle håndfulde bønder ejer det meste af Tåsinge. I andre stater ville man kalde den udvikling for en bananrepublik. 

I en tid, hvor bønderne har en virkelig dårlig økonomi, kunne man forvente, at de måske ville koncentrere sig om at få orden i selvsamme økonomi, men de synes åbenbart, at leg ved køkkenbordet er sjovere. Bønderne har nemlig malet deres jordarealer rødt på et Tåsingekort. Det ser unægteligt ud, som om Tåsinge er en ræverød ø. 

Der bor 6217 mennesker på Tåsinge. Det er altså 1,4 procent af øens befolkning, der indtil nu har ytret sig. Men den del af historien fortæller skovejere, godsejere og bønder ikke. Nu er det jo heldigvis ikke alene Tåsingebønder, der skal afgøre, om øen skal være en del af en øhavsnationalpark. Der er 98,6 procent af befolkningen på Tåsinge, der ikke offentligt har ytret sig i denne sag. 

Bønderne har for øvrigt allerede taget stilling. De kalder sig skeptikere, men i virkeligheden er de alle imod. Alle som én. På nær et par økologer eller to har bønderne konsekvent modarbejdet ethvert forsøg på at skabe bedre forhold for naturen, kulturen og turismen, der er en konsekvens af en eventuelt kommende nationalpark. 

Øvelsen blev også gennemført på Langeland for nylig. Også her var det bønderne, der manipulerede den øvrige befolkning. Undertegnede blev sågar prajet af en renovationsbil, hvor personalet, i arbejdstiden, forsøgte at få mig til at skrive under på et nej til en nationalpark. 

Derfor bør de gæve mennesker, der har igangsat arbejdet med at skabe muligheder for en nationalpark, i højere grad få kontakt med så mange forskellige sydfynboer som muligt. Bondemagten skal ikke have lov til alene at sætte dagsordenen, sådan som det er sket indtil nu. Nationalparken vil blive en gave for Sydfyn, Øhavet og øerne. Men bønderne er klar med svaret: “Det går aller!” 

Det er vigtigt, at byernes borgere også kommer på banen. Vi har en chance, som vi måske aldrig får igen. 

(Poul Henrik Harritz, journalist og naturformidler, Strynø. Tidligere svendborgenser og tidligere præsident for Danmarks Naturfredningsforening).