Han er folketingsmedlem, valgt i Svendborg-kredsen. Hans navn er Erling Bonnesen, ikke Bondesen. Nu er han blevet Venstres landbrugsordfører – eller er det landbrugets ordfører i Venstre? Kendsgerninger distraherer ham ikke i debatten om miljø og landbrug. Læs dagens spids fra Frede Jakobsen.

Erling Bonnesens amokløb mod miljøet

Af Frede Jakobsen

Måske det har undret dig, kære læser, at Svendborgs Venstre-mand på Tinge, Erling Bonnesen, i den seneste tid er poppet op med udtalelser om landbruget snart her, snart der, hvor der er en åben mikrofon, en tom blok eller et snurrende kamera. Det er der en forklaring på. Indtil for nylig poppede han op snart her, snart der som indenrigsministerens og finansministerens højtaler med et – kun lidt varieret – omkvæd, som gik på, at kommunerne har penge nok, de skal bare lære at prioritere og bruge dem rigtigt. Han var nemlig i lang tid Venstres kommunalordfører i Folketinget. Det er han efter ministerrokaden ikke længere. En ministerpost blev der ikke til ham. Men han fik et nyt ordførerskab, som – kan man sige – lugter lidt af fugl. Venstres landbrugsordfører, Henrik Høegh, blev nemlig ny landbrugsminister – eller fødevareminister, som det retteligen hedder. Og derfor fik Erling Bonnesen hans post som landbrugsordfører. Det er han så nu. Også i dén grad

Indtil for nylig har Erling Bonnesen mest generet kommunerne – herunder Svendborg Kommune. I mange svendborgenseres kamp for sygehusets akutfunktion var han godt nok aktiv deltager – blot ikke på svendborgensernes side. Men på regeringens. Nu er han ikke mere kommunalordfører, men derfor skal Svendborg Kommune eller andre kommuner ikke tro, at de slipper for Erling Bonnesen. Noget andet end kommunerne har dog endnu mere at frygte: Miljøet.

Bonnesen har indtaget rollen som bøndernes bugtalerdukke og er startet i sin nye rolle som landbrugsordfører med at sandt amokløb mod natur og miljø. Og for resten også fortsat mod kommunernes økonomi – fordi han vil have skattelettelser til bønderne. Lad os tage det sidste først – jordskatterne, hvor han er helt oppe på de høje navler i sine argumenter for Venstre-forslaget om at lade bønderne slippe for at betale godt en milliard kroner i jordskat i de næste to år. Noget, som vil kunne mærkes i de i forvejen slunkne kommunekasser. ”Der er en tsunami på vej mod ikke alene dansk landbrug, men hele samfundet”, har et af hans argumenter lydt for at lette skatten for bønderne. En og anden asiat kunne nok have ønsket sig at blive ramt af en sådan ”tsunami” frem for den, som rent faktisk ramte en række asiatiske lande for nogle år siden.

Og så til miljøet. Jamen, herre du milde, mener Bonnesen, det er jo ren tossegodhed, dét vi har gang i i Danmark. Godt nok, forsikrer han gang på gang, går han ind for at forbedre miljøet. Men… Der er altid et men. Og hos Bonnesen er der næsten intet andet end men’er. Bønderne skal f.eks. have lov, mener han, til at bruge mere kvælstof, når de dyrker korn, der skal bruges til brød. På grund af reglerne om kvælstofudledning dyrkes der for lidt af den slags korn i Danmark. Op mod 70 procent købes i Tyskland. Derfor vil Bonnesen have lempet reglerne i Danmark. Så skidt med miljøet.

Og mere om miljøet. Vandplanerne f.eks., som skal sikre mindre udledning af kvælstof i vandløbene. ”Rent makværk”, siger Bonnesen. De vil svække danske bønders konkurrenceevne overfor deres europæiske kolleger. ”Det nærmer sig den rene tossegodhed, hvis man her i Danmark implementer dem straks og dermed påfører vores eget landbrugserhverv en unfair konkurrence fra starten”, siger Bonnesen. Nej ikke Bondesen, men Bonnesen. Hvem var det nu lige, der så sent som i januar præsenterede vandplanerne? Det var såmænd daværende Venstre-miljøminister Troels Lund Poulsen. Det ryster ikke Bonnesen: ”De vandplaner, der kom der, dem har jeg som politiker ikke været med til at behandle”.

Sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har regeringen netop vedtaget en ny landbrugslov – hvor kun nogle dele af indholdet fra selvsamme regerings såkaldte ”Grøn Vækst”-plan fik lov at overleve. Nemlig de dele, der gavner landbruget. Mens de dele, der gavner miljøet blev droppet. Væk er forslaget om sprøjtefri zoner omkring drikkevandsboringer, væk er forslaget om 50.000 hektar ny natur. Tilbage – og vedtaget – er, at udenlandske investorer og kapitalfonde nu kan bygge f.eks. kæmpesvinefarme. Væk er nemlig grænserne for antal svin og køer på den enkelte gård. Væk er grænserne for, hvor meget jord man må eje. Væk er bopælspligten. Det vil betyde færre, men større landbrug. Ifølge landbrugets egen brancheorganisation vil antallet af svinefarme være halveret, når vi når 2015. Til gengæld vil det gennemsnitlige antal svin pr. bedrift stige fra 1704 til 4430. Men den slags generer ikke Bonnesen. ”I Venstre synes vi, det er fint, at der er mange forskellige størrelser på landbrugene”, siger han. Og det må man da sige, der bliver, forskellige størrelser, altså. Nogle små hobbylandmænd og så en række kæmpestore svine- og kvægfabrikker formentlig. Men for Bonnesen er det alt sammen nødvendigt, fordi vi ellers i tossegodhed med alle de der miljøkrav ellers vil forringe danske landmænds konkurrencevilkår i forhold til andre europæiske bønder, som, mener han, slet ikke udsættes for tilsvarende miljøkrav.

Men bugtalerdukken vrøvler. Muligvis fordi sådan en dukke jo egentlig slet ikke kan sige noget. Den sidder som regel på skødet af den, der snakker – bugtaleren, som altså er den, der fylder bugtalerdukken med ord. Og at Bonnesens ord er bøndernes egne, er der ingen tvivl om. Til gengæld er ordene ikke i overensstemmelse med virkeligheden.  For det forholder sig ikke sådan, at danske bønder miljømæssigt behandles anderledes end deres europæiske kolleger. ”Miljøreglerne er nøjagtigt de samme i samtlige 27 EU-lande”. Det er journalist og landbrugs- og miljøkommentator Kjeld Hansen, der fastslår sådan i en kommentar. Nå ja, han er for resten også gårdejer med mere, ham Kjeld Hansen. Gårdejeren fastslår: ”Minimumskravene er de samme overalt i EU, men det er op til de enkelte lande at tage de nødvendige forholdsregler, så belastningen fra netop deres nationale landbrug ikke overskrider EU-direktivernes minimumskrav”.

Og hvad betyder det så for danske bønder? Kjeld Hansen forklarer det enkelt: ”Problemet, som de danske landmænd protesterer mod, er selvskabt. Det skyldes, at Danmark er det mest ekstreme landbrugsland i EU. Ingen andre lande har så stor en husdyrtæthed eller så meget jord under plov. Derfor må de danske landmænd også arbejde under skrappere krav for at opfylde EU-reglerne end vores nabolande. Så længe den danske landmand insisterer på at dyrke totredjedele af landet, må han også yde en ekstra indsats for at begrænse sin miljøbelastning. Hvad ellers? Det svarer til, at den, der kører 180 km i timen på motorvejen, oplever det som en voldsommere opbremsning at møde 110 km-skiltet end den, der bare kører 130 km i timen. Uanset, hvor meget der hyles, må begge træde på bremsen, når der skal køres lovligt, men ikke lige hårdt”.

For bugtalerdukken Bonnesen betyder den slags ikke så meget. Kendsgerninger forstyrrer ikke hans verdensbillede. Det gjorde de ikke, da det gjaldt Svendborg Sygehus’ fremtid. Det gjorde de ikke, da det handlede om kommunernes økonomi. Det gør de heller ikke, når det handler om dansk landbrug.