Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

I underskolen havde vi nogle sangbøger, vi skulle synge fra. Ved en del af sangene stod der ”Egen melodi”, og jeg troede, det betød, man bare skulle finde på sin egen melodi, som man så sang. Men sådan var det ikke, fik jeg snart at vide. Vi skulle synge i kor.

Da halvfjerdsernes store politiske bølge skyllede ind over os, var jeg også mest indstillet på at synge efter min egen melodi.

Jeg kunne ikke rigtig identificere mig med nogen af de bestående partier eller grupper.

På højrefløjen var der dem, der tog hele pakken, og omfavnede apartheid-styret i Sydafrika, islamister og militærkup af forskellig, autoritær art – bare de var anti-kommunister. Det gjaldt sådan nogle som Brian Mikkelsen og Løkke.

Så var der de mere nuancerede borgerlige, men de havde også grundholdninger, jeg ikke kunne dele.

Socialdemokrat kunne jeg sådan set godt være, hvis socialdemokraterne havde holdt fast i deres politik fra før første verdenskrig, men det havde de jo ikke.

Det var ude på venstrefløjen, jeg følte mig hjemme, og der var der en sand overflod af valgmuligheder. DKP støttede Sovjetunionen og fordømte Kina. Maoisterne støttede Kina og fordømte Sovjet. VS blev slidt op af indre fraktionskampe. SF var nok lidt for langt inde mod midten efter min smag. Forskellige smågrupper insisterede på at have fundet den eneste, rette vej, men brugte det meste af deres tid på at bekæmpe andre, de var 95 procent enige med, i stedet for at koncentrere sig om kampen mod dem, de var hundrede procent uenige med.

Sådan som jeg så det, var kampen mod kapitalismen og imperialismen verdensomspændende. For mig var der ingen tvivl om, at jeg skulle støtte befrielseskampene i Asien, Afrika og Latinamerika og bekæmpe imperialisterne. Ved indgangen til 70’erne var USA aktivt i gang med det største folkemord, vi havde set siden anden verdenskrig. Fem millioner mennesker i Indokina mistede livet på grund af amerikanernes krig. Det er der tilbøjelighed til at glemme nu, men for mange af os var det afgørende.

Når jeg ikke kunne gå ind i et parti, kunne jeg gå ind i de bevægelser, der tog sig af enkeltsager: Vietnambevægelsen, støtten til Nicaragua, Angola, Sydafrika, kampen mod militærdiktaturerne i Latinamerika. Jeg kunne gå ind i bevægelsen mod atomkraft og for økologiske initiativer. Jeg kunne støtte ethvert forsøg på at samle kræfterne til den fælles kamp mod imperialismen.

For mig var det naturligt at arbejde for samarbejde og folkefront. Hvis ikke vi gjorde det, vandt de andre. Striden mellem Kina og Sovjet var for mig at se objektivt til gavn for imperialismen. Kineserne kom ofte ud i det absurde, som når de støttede UNITA i Angola og RENAMO i Mozambique og PAC i Sydafrika og derved samarbejdede med sydafrikanerne og amerikanerne – bare fordi Sovjet støttede MPLA, FRELIMO og ANC. Det kunne jeg selvfølgelig ikke støtte dem i.

At vi skulle arbejde for en fælles front betød ikke, at vi skulle være ukritiske over for dem, vi samarbejdede med. Der var sandelig rigeligt at kritisere.

I Cambodja blev forholdene så uhyrlige under Pol Pot, at man måtte gå ind for at vælte diktatoren, og det gjorde vietnameserne så. Men amerikanerne straffede vietnameserne med blokade, og kineserne invaderede Vietnam. Kina og USA støttede i fællesskab Pol Pot, selv efter at han var blevet afsat, og selv efter at alle vidste besked om blodbadet i Cambodja. Danmark fulgte trop. Schlüter støttede endnu i firserne Pol Pot-regimets påståede ret til en plads i FN.

Men jeg mente nok, at man i det store og hele kunne have alliancer, selv om der var mangt og meget, man kunne kritisere hos alliancepartnerne. Under anden verdenskrig var Churchill og Roosevelt allierede med Stalin. Det var ikke fordi de pludselig var blevet stalinister, men fordi det var nødvendigt for at vinde over Hitler.

Det er nemt nok at have rene hænder, hvis man altid har hænderne i lommerne. I stedet for at sidde på vores rene hænder skulle vi indgå alliancer og bekæmpe imperialismen alle vegne i verden.

Det var min holdning dengang, og jeg kan stadig ikke se, at jeg har nogen særlig grund til at kaste mig i støvet, iføre mig sæk og aske og græde angerens bitre tårer, mens jeg beder dem, der dengang kaldte Mandela for terrorist og forsvarede folkedrabet i Vietnam, om undskyldning.

Jeg synes ikke, jeg har noget at undskylde i den retning.

Som analyse betragtet synes jeg ikke, jeg var helt galt på den. Men som strategi betragtet var den rent til rotterne.

I stedet for at samle kræfterne, blev jeg isoleret og angrebet fra alle sider. DKP’erne opfattede mig som maoist, maoisterne som sovjetvenlig.

Og da PET fik brug for at statuere et eksempel og kastede sig over mig, havde jeg ikke nogen, der ville forsvare mig.

PET anklagede mig for at have haft samtaler med sovjetiske ambassadefolk (som de så uden bevis sagde var tilknyttet KGB). De har aldrig sagt det mindste pip om, at jeg også havde samtaler med cubanere, vietnamesere, koreanere, libyere, sydafrikanere og mange andre. Jeg har endda deltaget i arrangementer på den amerikanske og israelske ambassade og spist frokost med sydkoreanske ambassadefunktionærer. Jeg syntes, det kunne være gavnligt for mig at høre på alle.

Da jeg aldrig havde været i besiddelse af politiske eller militære hemmeligheder, jeg kunne udlevere til nogen, havde jeg naturligvis aldrig udleveret sådanne hemmeligheder og derfor heller ikke overtrådt straffeloven, og derfor kunne man heller ikke føre retssag mod mig. Men det var heller ikke meningen. Jeg skulle bare sværtes til. De skulle bare vise folk, hvad der kunne ske, hvis man ikke makkede ret.

Og da de kom for at hente mig, var der ingen til at hjælpe mig.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter.)