Det går stærkere for FAA end for andre

Hvis rutsjeturen holder farten, vil Fyns Amts Avis’ daglige oplag være nået ned under 10.000, når Troels Mylenberg indtager det chefredaktionelle kontor 15. februar næste år. Nye og ildevarslende oplagstal for oktober måned er netop blevet offentliggjort. Af samtlige dagblade er det igen Fyns Amts Avis, der må notere den største tilbagegang i det daglige oplag i forhold til samme måned året før. Ikke mindre end 15,1 procent er tilbagegangen på. Kun Ekstra Bladet nærmer sig en lige så stor og katastrofal tilbagegang i oplaget i samme periode – 14,5 procent.

Ikke bare er tilbagegangen for Fyns Amts Avis i oktober stor i forhold til oktober sidste år. Mange købere er også faldet fra i forhold til måneden før. I oktober var der 669 færre end i september, der købte Fyns Amts Avis.

I september røg Amtsavisens daglige oplag under 13.000 solgte eksemplarer dagligt. Oplaget var på 12.941. I måneden efter, oktober, nærmede oplaget sig det næste runde tal, 12.000. Denne måned blev der nemlig dagligt kun solgt 12.272 eksemplarer.

Siden oktober sidste år har Fyns Amts Avis mistet 2.182 daglige købere. Det er mange, rigtig mange. I procent er Fyns Amts Avis som nævnt den avis, der er gået mest tilbage i oplag siden oktober sidste år. Men også i faktiske tal blander Fyns Amts Avis sig i den kedelige top. Endskønt avisen kun er det 19. største dagblad i Danmark, så er tilbagegangen så stor, at Amtsavisen er den avis, der i faktiske tal har den 6. største tilbagegang – kun overgået af Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, B.T., Politiken og partneren i Fynske Medier, Fyens Stiftstidende.

Fynske Medier – hvorunder hører både Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende – har i et forsøg på at tilføre Amtsavisen ny kraft og vitalitet fremrykket tidspunktet for chefredaktør Jørgen Krebs’ afgang. I starten af november oplyste koncernen, at Jørgen Krebs fratræder allerede 15. februar. Den dag indtages det chefredaktionelle kontor i Skt. Nicolai Gade i Svendborg af den landskendte 40-årige kommentator med privat bopæl på Thurø, Troels Mylenberg, som siden 1. marts har været ansat på Fyens Stiftstidende som politisk redaktør. En udnævnelse, som har vakt lige så stor glæde blandt Amtsavisens medarbejdere, som den har forbavset store dele af den danske medie-verden. Ikke fordi nogen betvivler Troels Mylenbergs faglige kvalifikationer – tværtimod. Men fordi det har undret, at han foretager et sådant karrieskift, når mange sætter spørgsmålstegn ved så små lokale dagblades mulighed for at overleve ret mange år mere, i hvert fald i deres nuværende form.

Hvad Troels Mylenberg i øvrigt vil gøre for at vende udviklingen for Fyns Amts Avis, har han – endnu – ikke ville sige noget mere præcist om, i hvert fald ikke offentligt. Der går da også næsten tre måneder endnu, inden han overtager chefredaktørposten. Hvis oplaget falder med samme fart som lige nu, så risikerer han at overtage en avis med under 10.000 i dagligt oplag.

Sådan ser det ud for alle dagbladene. Tilbage- eller fremgangen siden oktober sidste år (og det nuværende oplagstal i parentes):

Ekstra Bladet minus 11.694 (68.927). Jyllands-Posten minus 9.795 (110.309). B.T. minus 7.216 (67.085). Politiken minus 7.075 (98.523). Fyens Stiftstidende minus 2.596 (47.034). Fyns Amts Avis minus 2.182 (12.272). Berlingske Tidende minus 2.064 (103.549). JydskeVestkysten minus 2.012 (61.571). Dagbladet/Frederiksborg Amts Avis minus 1.890 (41.807). Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad minus 1.665 (16.871). Holbæk Amts Venstreblad minus 1.379 (11.712). Randers Amtsavis minus 1.167 (8.094). Bornholms Tidende minus 978 (10.177). Horsens Folkeblad minus 836 (13.747). Lolland-Falsters Folketidende minus 812 (17.719). Kalundborg Folkeblad minus 758 (5.859). Midtjyllands Avis minus 638 (12.833). Dagbladet Holstebro-Struer minus 628 (11.599). Århus Stiftstidende minus 510 (21.531). Viborg Stifts Folkeblad minus 478 (8.945). Skive Folkeblad minus 454 (10.475). Dagbladet Licitationen minus 415 (3.425). Herning Folkeblad minus 178 (12.046). Dagbladet Ringkøbing-Skjern minus 159 (8.755). Information minus 144 (22.132). Der Nordschleswiger minus 64 (2.268). Morsø Folkeblad minus 43 (4.979). Kjerteminde Avis plus 89 (1.794). Helsingør Dagblad plus 195 (5.612). Børsen plus 539 (74.189). Sjællandske plus 734 (18.064). Nordjyske Stiftstidende plus 761 (55.079). Kristeligt Dagblad plus 1.098 (27.551).