Karsten Hønge.

Karsten Hønge.

Af Karsten Hønge

Enhedslisten og SF har ikke aktier i hverken Falck eller BIOS. Vi er kun optaget af trygheden hos borgerne i Syddanmark og ordentlige arbejdsforhold for de ansatte i de virksomheder, som regionen samarbejder med.

Vi bryder os ikke om monopoler af nogen slags. Det er klart, at med Falck som en dominerende virksomhed på området, skal vi være ekstremt opmærksomme på, at det ikke udvikler sig til at tag-selv-bord på skatteborgernes regning. Det er en udfordring over hele landet, og ikke kun i vores region. En af løsningerne kan være at bygge offentlige selskaber, som kan udfordre Falck.

Lad mig da også sige med det samme, at der er flere lag i den aktuelle udfordring med ambulancekørslen. Selvfølgelig forsvarer Falck sine interesser, hvad havde man forventet? Det kan vi vist godt gennemskue alle sammen.

Men det er nærmest klynk, når nogen bebrejder Falck, at de ikke hjælper deres konkurrent BIOS. De, der retter skytset mod Falck, har vist ikke forstået en snus af hvordan privatkapitalistisk konkurrenceøkonomi fungerer. Selvfølgelig kan man ikke forvente, at Falck hjælper BIOS med hverken bygninger eller ekspertise omkring vagtplaner. Kapitalisme handler om profit og ikke om at være søde ved hinanden. Surprise-surprise. Vågn dog op. Jeg ved, at BIOS kender mekanismerne, da de vist selv hjemme i Holland ikke ligefrem er kendt som Guds bedste barn.

Der er grund til, at se kritisk på det materiale, som regionen sendte i udbud. SF var en del af det enige regionsråd, som besluttede udbuddet af ambulancekørslen, men vi må have lært, at der var for meget fokus på pris frem for kvalitet. Vi står naturligvis ved beslutningen, men har også lært af det til næste gang.

Vi stemte for at give ambulancekørslen til taxa- og ambulancefirmaet BIOS. De vandt – sådan er det. Og så skal de også have en chance.

Men som i alle andre situationer, hvor private firmaer vinder entrepriser, parkerer vi altså ikke vores selvstændige tankevirksomhed ved samme lejlighed. Vi er altså ikke i en bil med låste døre, og rattet spændt fast. Hvis vi er i en bil med kurs mod en skrænt, vil vi gøre alt for at korrigere kursen og ikke bare læne os mageligt tilbage og bagefter give chaufføren skylden for, at vi kørte galt. Det burde være tydeligt for de fleste, at vi har kurs mod skrænten.

Det handler ikke om at være venstreorienteret eller højreorienteret, men såmænd bare om at være velorienteret. Gå ud af regionsbygningen og snak med de mennesker, som har støvlerne på. Ude på Falck stationerne er der generelt ikke tillid til BIOS, og intet tyder på, at det firma vil blive i stand til at drive ambulancekørsel i vores region. Nu er der gået 8 måneder, og de har haft deres chance.

På sidste regionsrådsmøde fortalte Thyge Nielsen (V) (formand for det præhospitale udvalg -red.) med stor entusiasme, at BIOS havde sendt 200 ansættelsesskemaer ud, og at de efter påske ville sende yderligere 200 af sted. Som jeg allerede dengang pointerede, er det interessante jo ikke, hvor mange skemaer, der forlader BIOS, men hvor mange, der kommer retur i underskrevet stand. Så kan vi i dag få en status? Ligger der så 400 underskrevne ansættelsesaftaler? Eller var det også bare et slag i luften med de sædvanlige store armbevægelser fra BIOS? Og den sædvanlige manglende politiske konsekvens i regionens politik. Det sidste tal, jeg hørte i dag, er ca. 130 ansatte.

Hvordan synes du selv det går, Thyge?

BIOS vandt entreprisen med at drive ambulancekørslen i det meste af vores region, og selvfølgelig skal de have mulighed for at få forretningen til at fungere. Vi var fra starten kritiske overfor en øvelse, hvor BIOS mener at være i stand til at drive kørslen 70 mill. billigere om året i forhold til Falck, uden at det ville gå ud over hverken borgere eller ansatte. Vi bevarede vores almindelige kritiske sans, men ville selvfølgelig give BIOS en chance. Det er også klart, at vi blev bekymrede, da vi undervejs blev bekendt med, at BIOS i Holland havde domme for at deltage i karteller, og på den måde løbe om hjørner med den frie konkurrence for at opnå ekstra profit på et falsk grundlag. Vi har også med bekymring fulgt mediernes gennemgang af taxa- og ambulancefirmaets følsomme økonomi. Men vi har ikke stillet spørgsmålstegn ved firmaets ret til at få arbejdet.

Efter nytår er der til gengæld opstået en situation, hvor vi desværre ser god grund til at tvivle på, hvorvidt de er i stand til at løfte opgaven.

Derfor foreslår Enhedslisten og SF, at der udarbejdes en nødplan. Som navnet siger, er det netop en plan, som kun skal sættes i værk, hvis den oprindelige plan ikke kan føres ud i livet. Jo tidligere vi udarbejder en sådan skuffeplan, jo lettere og billigere vil den være at føre ud i livet, hvis der skulle blive brug for den.

Finanstilsynet pålægger danske banker at have en nødplan i skuffen, hvis der skulle ske et alvorligt nedbrud af IT. Finanstilsynet vurderer, at IT er en så livsvigtig funktion for bankerne, og at bankerne er en så livsvigtig sektor for hele samfundet, at bankerne skal sikre sig gennem nødplaner.

Jeg mener, at ambulancedriften er så vigtig for borgernes tryghed og en så vigtig funktion for hele samfundet, at der ikke et øjeblik må være den mindste usikkerhed. Derfor bør regionen opføre sig politisk ganske som netop ambulanceberedskabet opfører sig beredskabsfagligt. Nemlig ved at håbe på det bedste, men forberede sig på det værste.

Udvalgsformand Thyge Nielsen har flere gange udtalt, at der ikke eksisterer et alternativ til BIOS. Ja, Thyge Nielsen har endda skræmt befolkningen ved at sige, at kaos er alternativet. ”BIOS eller intet”, som Thyge Nielsen har sagt flere gange.

Jeg kan finde rigtig mange ord for, hvad jeg vil kalde sådan en udtalelse. Og ingen af dem er særlig pæne. Lad mig derfor nøjes med at sige, at det er noget af det mest uansvarlige, jeg nogensinde har hørt en politiker sige. Hvordan kan en politiker, der er sat til at skabe trygge rammer for befolkningen, overhovedet finde på at bruge sådan et desperadosprog, når det kommer til ambulancedriften, og dermed skabe usikkerhed og utryghed? Jeg forstår ikke, at regionsrådsformand Carl Holst (V) ikke langt tidligere har grebet ind overfor en så dybt uansvarlig udvalgsformand. Og jeg er helt ærlig også paf over, at resten af udvalget, herunder næstformanden (Andrea Terp (A) – red.), lader den slags stå uimodsagt. Hvorfor lader udvalget sig trække rundt af en uansvarlig formands groteske udtalelser?

”Kaos” eller ”intet” er simpelthen aldrig en mulighed for ansvarlige politikere. Thyge Nielsens udtalelser er et selvstændigt argument for, at regionen skal have en nødplan. Med mindre altså, at man mener at ”kaos” er en mulighed.

Hvorfor står vi i denne uholdbare situation, her otte måneder efter at BIOS vandt entreprisen? Det virkede som om, at det kom helt bag på BIOS, at de faktisk vandt udbuddet. Hvad skal ellers forklare den langsommelighed, de har udvist med hensyn til at rekruttere personale? Et seriøst firma ville, lang tid før de eventuelt vinder en opgave, have en plan klar for, hvordan de vil ansætte personale. Efter mine besøg på Falck stationer og mange samtaler med ansatte i Falck, er jeg fuldstændig overbevist om, at BIOS havde alle muligheder for at have et kvalificeret personale til rådighed. Hvis BIOS et par uger efter de havde vundet var mødt op i Falck stationernes lokalområder, og mødt redderne i øjenhøjde, havde de fået dem hjem i folden. Et professionelt firma ville meget hurtigt have taget rekrutteringsopgaven alvorligt, og præsenteret de kommende ansatte for vagtplaner og øvrige ansættelsesforhold, der bl.a. ville betyde stationsvise ansættelser. Hvis BIOS med det samme var mødt op med en troværdig strategi for ansættelsespolitikken, ville de fleste reddere havde søgt ansættelse hos BIOS. Det er ikke bare teori, for det var netop den strategi Respons fulgte. Med det resultat, at de i en fart havde de ansatte på plads.

Mange reddere var naturligvis kede af, at Falck ikke vandt udbuddet, og at de nu skulle skifte arbejdsgiver. De ansatte har i fællesskab med virksomheden opbygget gode ansættelsesforhold, og et tillidsfuldt samarbejde mellem reddere og ledelse. Men langt de fleste var parate til at gå positivt ind i BIOS, men i deres bedrevidenhed forspildte de muligheden.

Redderne er solide og seriøse folk. En gave til ethvert firma. De er godt uddannede, de føler en meget høj ansvarlighed overfor det daglige krævende arbejde i ofte meget belastende situationer, og de har et stærkt kollegialt sammenhold. De fortjener i den grad respekt og anerkendelse. Men de bliver mødt af et firma som BIOS, der ikke har forstået ret meget af den danske tradition for samarbejde på arbejdsmarkedet. Et firma, som skifter personalepolitiske signaler hver anden mandag, og som de føler taler ned til dem. Det er respektløst og useriøst.

BIOS stillede sig kostbare an, ville ikke give garantier, og mente at de ville gennemføre personlige prikkerunder. Det virker helt ærligt ikke, som om BIOS overhovedet kender vilkårene i branchen. Der er i forvejen mangel på reddere, og Falck er også presset af et voldsomt overarbejde.

”Vi skal give BIOS arbejdsro”, har det lydt hver gang kritiske røster har undret sig over manglende handling. Men månederne er gået med masser af ro, men uden så meget arbejde. Hvem kan undre sig over, at vi i dag står med en udfordring, som det ikke ser ud til at BIOS kan løfte?

Både langsommeligheden og de konstante uforklarlige kursskift blev meget tydelige på studieturen, hvor vi besøgte BIOS i Holland midt i januar. Her flere måneder inde i processen var der vist kun ansat under en håndfuld mennesker. De var meget optaget af at vise materiellet frem, og jeg synes da også, at det er nogle vældig fine biler. Som jeg har forstået det, er det materiel især udviklet af Mercedes på baggrund af nye krav fra EU, men godt at BIOS har moderne udstyr. Jeg er så også sikker på, at Falck ville møde med stort set identisk materiel. Desværre virkede BIOS uden kontakt med virkeligheden, når det kom til den afgørende opgave med at skaffe mandskab til at køre bilerne. Og så nytter biler eller bygninger altså ikke så meget.

Under besøget blev vi præsenteret for en rekrutteringsstrategi, som i bedste fald kan kaldes risikabel, i værste fald hasarderet. Den holdt så heller ikke ret længe. Direktør i BIOS Danmark, Morten Hansen, brugte meget energi på at fortælle om en rekrutteringsstrategi, hvor ideen var at ansætte lederne først. På den måde ville redderne søge ansættelse hos disse ledere, som de har tillid til frem for BIOS, som de af gode grunde ikke kender. Tidsmæssigt var strategien fuldstændig hasarderet, da vi allerede befandt os midt i januar, men ideen bag var egentligt meget god. Ansættelse af lederne før redderne og derefter individuelle ansættelsessamtaler var strategien.

Allerede et par uger efter havde BIOS forladt ideen om at ansætte lederlaget først. Det kunne man læse i den såkaldte milepælsrapport, som firmaet afleverede midt i februar. Ikke at de i den forbindelse eksplicit gjorde opmærksom på ændringen, det stod blot at læse gemt væk i tidsplanen. Efter min mening er det uprofessionelt ikke at reflektere over en fuldstændig ændring af den helt centrale opgave med at ansætte medarbejdere. Da jeg senere spørger ind til, hvilke konsekvenser denne ændring af den grundlæggende politik giver, får jeg,, hvad jeg vil tillade mig at kalde et rent nonsens-svar. Det skulle desværre vise sig ikke at være sidste gang. Senere forlod de også de individuelle samtaler, så vidt jeg har forstået.

BIOS skifter holdninger og strategier efter for godt befindende, både overfor politikere og kommende medarbejdere. At holde BIOS fast, svarer til at man forsøger at sømme budding op på en væg. Jeg oplever det som arrogance overfor os, som politikere. Men til gengæld matcher den meget godt den arrogance, som BIOS behandler redderne med. Det er vist som om, at de bare har taget det for givet, at redderne ville stå i kø for at få lov til at arbejde i BIOS. At de ville være taknemmelige for at få ansættelse, og derfor kunne de bare holdes hen med snak om luftige visioner, og uden konkrete beskrivelser at de fremtidige arbejdsforhold. Sådan skal man aldrig behandle eventuelt kommende ansatte, og slet ikke fagligt stærke og selvbevidste reddere, der er helt opmærksomme på, at der vil være rift om deres arbejdskraft. Kender BIOS slet ikke realiteterne i branchen?

Vi hører hele tiden at BIOS har levet op til sine forpligtelser hele vejen igennem, og har leveret den milepælsrapport, som de skulle midt i februar. Den slags udtalelser viser forskellen på vores ambitionsniveau her i salen. Jeg har langt større forventninger til regionens samarbejdspartnere, end hvad der kommer til udtryk i den milepælsrapport. En rapport, som jeg vil kalde luftsteg og vindfrikadeller. Hvis man mener, at BIOS lever op til forventningerne, synes jeg, at man skulle skrue lidt op for de krav, man møder private firmaer med. Og når jeg så spørger nærmere ind til rapporten gennem mine mange skriftlige spørgsmål, får jeg endnu mere varm luft. Beskedenhed kan måske i nogle sammenhænge være en fin egenskab, men aldrig i samarbejdet med private virksomheder. Helt ærlig: Er I virkelig tilfredse med den milepælsrapport og svarene på spørgsmålene?

Så er vi tilbage ved buddingen på væggen, eller et stykke vådt håndsæbe, og det er ikke godt nok i samarbejdet med et firma, som skal løse en helt central samfundsopgave med at drive ambulanceberedskabet. Det er, som om BIOS ikke har forstået alvoren i hele situationen, og bare mener at kunne skøjte sig igennem på ovefladen.

Men uanset den tynde rapport, skal vi se på virkeligheden udenfor regionshuset. Er der noget,, der tyder på, at BIOS kan blive i stand til overtage arbejdet pr. 1. september? Og vel at mærke have personalet på plads om en måneds tid? En personalepolitik, hvor BIOS går rundt med hovedet under armen har naturligvis skabt utryghed blandt redderne. Mange har søgt arbejde i Falck, i andre brancher eller har varslet at ville gå på efterløn. Det er de barske realiteter. Og jeg går som en selvfølge ud fra, at der ikke slækkes på kravene til BIOS om at møde med ca. 550 underskrevne ansættelseskontrakter pr. 1. juni? Det er jo tal, som BIOS selv har beregnet.

Thyge Nielsen svarede tidligere i dag undvigende på et spørgsmål, om hvor mange ansatte der skal være på plads. Jamen BIOS siger selv ca. 550. Vil du gå lavere, Thyge Nielsen?

Taxa- og ambulancefirmaet BIOS har været på slingrekurs gennem otte måneder. Jeg er alvorligt bange for, at vi har kurs mod skrænten. Der er intet, der tyder på, at BIOS har hverken evnen eller viljen til at være den professionelle samarbejdspartner, som regionen har brug for på et så centralt område som ambulancedriften. Det er altså ikke leverance af printerpapir vi behandler her, men befolkningens adgang til tryghed, når det går galt i trafikken eller et familiemedlem rammes af en blodprop.

En nødplan kunne f.eks. indeholde arbejdsgange for at etablere ambulancekørsel i den periode, som er nødvendig for at gennemføre et nyt udbud. Vi skal have afklaret, hvorvidt vi kan nå at organisere en model, så regionen selv kommer til at stå for kørslen, eller vil det være nødvendigt at bede Falck om at fortsætte i en periode, indtil en ny udbudsrunde er gennemført. I sådan en udbudsrunde mener jeg også, at vi skal overveje at lade regionen byde på arbejdet. Eller som minimum at udarbejde et kontroltilbud.

Hvis det skulle lykkes BIOS at rette op på kursen, kan vi alle sammen slappe af. Men det eneste ansvarlige vil være at forberede os på det værste, men håbe det bedste. Ganske som vi hver dag forventer af ambulanceberedskabet. Vi har hverken økonomisk eller menneskeligt råd til naivitet og godtroenhed.

Thyge Nielsens evige omkvæd med ”Det går nok det hele”, beroliger i hvert fald ikke SF.

(Karsten Hønge, Odense, er medlem af Regionrådet for SF).