Efter 28 år i kommunens tjeneste: Syg og sendt på kontanthjælp

Lis Rosenbjerg.

I dag ærgrer hun sig. Hun skulle aldrig have lyttet til rådet fra sagsbehandleren på Jobcentret. Hun er 59 år, Lis Rosenbjerg fra Thurø. Siden oktober 2008 har hun været sygemeldt. Én arbejdsprøvning har hun været i. Den gik skidt. Hun nåede end ikke op på halv tid.

Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Spurgte til fleksjob. Hendes sagsbehandler på Jobcentret var helt uenig. Glemt det, sagde han til hende, du skal søge førtidspension. Det var i juni i år. ”Men så vendte han pludselig bøtten og sagde, jeg alligevel skulle søge fleksjob”, fortæller Lis Rosenbjerg. Han måtte vel vide det– som sagsbehandler på Jobcentret, mente hun, skønt hun nu faktisk selv mente, at det var en førtidspension, der skulle til. Det samme mente hendes fagforening, FOA.

Sagsbehandleren – vi kalder ham JP – er egentlig ikke rigtig ansat i Jobcentret. Han er fra København, men er hyret som vikar i Jobcentret i København. Det er ikke første gang i øvrigt. Sagsbehandleren JP skriver selv en redegørelse til kommunens Fleksjobudvalg, der slutter med at konstatere, at Lis Rosenbjerg ”samlet set har en varig nedsat arbejdsevne. På baggrund af dette vurderer jeg at sagen skal forelægges fleksudvalget med henblik på vurdering af tilkendelse af fleksjob”.

Kort tid efter kommer Lis Rosenbjergs sag for Fleksjobudvalget. Og nu har hendes sagsbehandler pludselig en anden kasket på. Det er ham, der underskriver afgørelsen fra Fleksjobudvalget – det vil sige afslaget fra Fleksjobudvalget. JP fra Fleksjobudvalget meddeler med andre ord, at Fleksjobudvalget har sagt nej til en indstilling lavet af … sagsbehandler JP.

JPs redegørelse til Fleksjobudvalget for Lis Rosenbjergs arbejdsevne var nu – mildt sagt – heller ikke særlig præcis. Den nævner, at hun har været i arbejdsprøvning i tre måneder (september-november 2009) på Café Trold, at hun “kan fungere med lette opgaver mellem 15-20 timer ugentligt”, og at ”sammenlignet med en ny medarbejder ligger hendes arbejdstempo på ca. 50 pct. af forventeligt”. Og at hun i øvrigt kun havde måttet melde ”sig syg tre enkelte dage”. Det er disse vurderinger, der får Fleksjobudvalget til 6. juli at afslå med bl.a. den begrundelse, at ”bevilling af fleksjob forudsætter, at ansøgeren ikke kan yde en arbejdsindsats, der overstiger halvdelen af det normale inden for området”.

JP har hentet sine oplysninger til redegørelsen fra en rapport fra en anden jobkonsulent, som besøgte Lis Rosenbjerg på Cafe Trold. Af den oprindelige rapport fremgår det mere tydeligt, hvad Lis Rosenbjergs situation er – at hun ganske vist arbejder 15-20 timer om ugen. Men det er i disse 15-20 timer, hun kun arbejder ”ca. 50 pct. af forventeligt”. Det vil sige, at hun reelt kun kan klare 7-10 timer om ugen. Af den oprindelige rapport fremgår det også, at Lis Rosenbjerg ”har måttet gå hjem 1-2 gange om ugen efter 2 timers arbejde pga træthed eller smerter. Hun er meget træt når hun når til fredag”. Om mandagen er hun ikke udhvilet, for ”hun når ikke at rekonstituere i løbet af weekenden trods det at hun ikke laver noget”.

Lis Rosenbjergs fagforening, FOA, påpeger da også straks i en klage, at Fleksjobudvalgets afgørelse ikke hænger sammen med de oplysninger, som fremgår af Jobcentrets ressourceprofil på hende: ”Det vurderes, at de lægelige oplysninger, der pt. foreligger i sagen godt kan danne grundlag for, at Lis kan tilkendes fleksjob. Egen læge vurderer, at Lis kan arbejde cirka 20 timer om ugen med div. skånehensyn. Det er af jobkonsulenten beskrevet, at Lis kan arbejde mellem 15-20 timer om ugen med en nedsat arbejdstempo på cirka 50 pct. af det normale”, hedder det i klagen fra FOA.

Og FOA henviser da også til, hvad selvsamme sagsbehandler JP meget mere præcist har skrevet om Lis Rosenbjerg i ressourceprofilen – en vurdering, der meget klarere lægger op til at tilkende hende en førtidspension: ”Det er min samlede vurdering, at det i forhold til LRs alder, helbredsmæssige begrænsninger i forhold til det ufaglærte arbejdsområde og manglende skolebaggrund ikke vil være muligt for LR at genindtræde på det ordinære arbejdsmarked. Jeg vurderer, at den gennemførte arbejdsprøvning, hvor LR har lette funktioner, men ikke magter at øge tempo eller timetal er dækkende for LRs reelle arbejdsevne. Jeg finder ikke, det vil være muligt for LR at gennemføre teoretiske uddannelser som vil føre til selvforsørgelse på ordinære vilkår, dette set i lyset af alder og manglende grundlæggende skolekundskaber. Jeg indstiller derfor til fleksudvalget at LR vurderes berettiget til at være omfattet af personkredsen, der kan tilbydes fleksjob”.

En meget præcis indstilling, må man sige, af sagsbehandler JP. Men Fleksjobudvalget – ved JP – sagde altså ikke desto mindre nej, fordi ”det ikke på det foreliggende grundlag (er) godtgjort, at borgerens arbejdsevne kan anses for at være væsentligt og varigt nedsat i et sådant omfang, som forudsættes for at kunne få bevilget fleksjob med løntilskud”. Udvalget mener i øvrigt heller ikke – i modsætning til sagsbehandleren – at Lis Rosenbjergs arbejdsevne er afklaret. Hun skal, mener udvalget, i en anden og bedre tilrettelagt arbejdsprøvning.

Lis Rosenberg forstår det ikke. Hendes fagforening, FOA, forstår det ikke. Samtidig med klagen til Fleksjobudvalget beslutter de sammen, at hun skal søge førtidspension. Det er Fleksjobudvalget, der svarer først – fra et møde 3. august. På klagen. Der er intet nyt i sagen, mener udvalget, så det fastholder sit nej til fleksjob. Og så tilføjer udvalget i brevet underskrevet af … JP: ”Fleksjobudvalget noterer sig, at borgeren har søgt pension og dermed tilkendegiver, at hun ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette ser fleksjobudvalget som en yderligere begrundelse for, at borgeren ikke opfylder betingelserne for fleksjob”.

På den måde får Fleksjobudvalget placeret aben et andet sted: Hos kommunens Pensionsudvalg. Dette udvalg vurderer 15. september, at Lis Rosenbjerg er til rådighed for arbejdsmarkedet. Hun kan ikke få førtidspension – hun skal arbejdsprøves, så hun kan komme i et ”indtægtsgivende arbejde”.

På det her tidspunkt begynder FOA at tale med større bogstaver. Fagforeningen klager over afslaget på førtidspension – ikke mindst fordi sagsbehandler JP ikke har videregivet de oplysninger i sagen, han har fået af Lis Rosenbjerg. Han har sjusket og givet Lis Rosenbjerg en forkert sagsbehandling, mener FOA, som skriver:

”Det vurderes, at Lis Rosenberg med rette burde tilkendes førtidspension. Hun oplyser til sagsbehandler JP under flere opfølgningssamtaler, at hun ønsker at søge pension da hun pga. helbredsmæssige gener ikke magter og ikke kan arbejde mere. Sagsbehandleren overhører dette og indgiver på egen foranledning en ansøgning om godkendelse til fleksjob, selv om han er vidende om at dette nok også giver et afslag, da den faglige behandling af ansøgninger om fleksjob efterhånden har nået et niveau, der ikke har hold i virkeligheden. Havde sagsbehandler hørt på, hvad Lis havde sagt og indhentet de nødvendige lægelige oplysninger, havde sagen kunnet indstilles jvf. Paragraf 18 i Lov om social pension. Efter samtaler med Lis og gennemgang af de oplysninger, der ligger i sagen, må det endog meget klart vurderes, at Lis ikke kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Det vurderes, at Lis ikke har fået en korrekt sagsbehandling under sit forløb på jobcenter Svendborg, da hun jo ikke selv på noget tidspunkt gør sagsbehandler opmærksom på, at hun søger fleksjob. Samt at hun ikke bliver taget alvorligt, da hun ønsker pension, hvorfor der ikke indhentes nye lægelige oplysninger, der ville have dannet et opdateret grundlag at træffe en afgørelse ud fra”.

Otte dage efter (20. oktober) er der møde i Pensionsudvalget. Det behandler klagen. Og meddeler kort og godt: ”Der er ikke nye oplysninger i klagen, der ændrer afgørelsen”.

På det tidspunkt havde kommunen stoppet udbetaling af sygedagpenge til Lis Rosenbjerg. Fra slutningen af november kan hun få kontanthjælp. Cirka 7.500 kroner kan hun få udbetalt om måneden. Der er bare det ved det, at hendes faste udgifter er på cirka 8000 kroner om måneden. Så hun bliver nødt til hver måned at låne cirka 2.800 kroner hos kommunen – for at have en smule at leve af.

Nu venter hun igen. På en ny arbejdsprøvning. På at Beskæftigelsesankenævnet behandler de klager, som kommunen har afvist. Imens kan hun tænke tilbage på de 28 år før hun blev sygemeldt. 28 år, hvor hun arbejde for den kommune, som hun nu opfatter som en modstander i en svær situation. I 28 år var hun kommunal dagplejer. Indtil hun brød sammen med stress og depression. Det med børnene var aldrig noget problem. Heller ikke at være på arbejde 48 timer om ugen, som en kommunal dagplejer er. Men det var alt det papirarbejde, der kom til – specielt i de seneste år. Barnets bog, læreplaner, forældresamtaler, skriftlige indberetninger. Alt det, hun blev nødt til at lave, når de 48 timer var gået – og når hun også skulle nå alt det andet som rengøring, indkøb, personalemøder og hvad vil du have.

Det knækkede hende til sidst. Og det gjorde det ikke lettere, at hun har fået slidgigt i fingerleddene i begge hænder – ”uden mulighed for yderligere behandling”, som hendes læge har noteret. Efter 28 år i kommunens tjeneste var det ikke det, hun havde regnet med som sygemeldt i sit 59. år: At havne på kontanthjælp med udsigt til endnu en arbejdsprøvning – og mere uvished.