Dinosaurer med gang i

Af Jens Meincke

 

Santa Cruz torsdag aften i Svendborg.

 

Alex Riel.

Ordet dinosaurer blev ikke udtalt en eneste gang torsdag aften, da gruppen Santa Cruz var på scenen på Arne B i Svendborg-jazzklubben Giant Steps, men det var tæt på – flere gange.

I programmet har man valgt at kalde dem ”tunge drenge”. Jeg kan godt li’ ordet koryfæer. Jeg gætter på en samlet alder på omkring 300 år for de fem gamle drenge, der med 70 års-fødselsdagsbarnet Alex Riel bag gryderne, trykkede den af til ugens koncert.

Musikken? Den var der (s’gu) ikke noget gammelt over. Tvært imod: De enkelte band-medlemmer virkede i den grad veloplagte, og det var ikke småting, den 70-årige Alex Riel nåede bag gryderne: Sikken en teknik, sikken en flid og sikken et overskud – for der var da selvfølgelig også tid til at holde visuel kontakt med smil osv. til medspillerne.

Bortset fra Riel må man sige, at musikkerne var veludrustede – rent elektronisk. De havde hver især en ”kuffert” med elektronisk gear af alskens slags. Det blev brugt flittigt, men ikke så overdrevent, at det forstyrrede helheden. Guitaristen Poul Halberg kunne således gi’ den fuld skrue i en lang indledning til det nye arrangement af ”Månemaleri”, som var opbygget med flere satser, så det blev både langt og alsidigt, og gav plads til flere soli.

 

Poul Halberg.

Nummeret “Travelling Light” gav saxofonist Hans Ulrik rig lejlighed til at vise, hvad han kunne med sin sax og sit elektroniske legetøj med fuld fart frem.

Selv om orkestret nok bedst defineres som jazz-rock (lidt a la Weather Report) demonstrerede de deres alsidighed ved at slutte første afdeling med et ret poppet nummer, hvor man anede Poul Halbergs hånd. Denne lidt mere poppede forbindelse til fortiden og Halberg-Larsen Band var til gengæld slet ikke til at få øje på i hans (Poul Halbergs) solo i nummeret ”Living in the Sunshine” – for her var det Jimmi Hendrix og lignende, man kom til at tænke på.

Den garvede bassist Bo Stief nøjedes som sædvanlig ikke med bund og rytme, men gik med sin fem-strengede ind i såvel mod- og med-spil og tog sin andel af de soli, der kom i løbet af aftenen.

”When the Sun Goes Down” er titlen på Santa Cruz’ seneste CD, men også titlen på et andet af aftenens vellykkede numre, der glimrede ved at sende lytterens (denne lytters) tanker tilbage til go’e gamle soul-dage. Jeg havde en mistanke om, at den glimrende keyboard-spiller, Frans Bak, var en uofficiel kapelmester. I hvert fald var det ham, der sent i koncerten efter en afslutning sagde: ”Endelig et nummer, der gik efter planen”. DET, tror jeg ikke, var udtryk for, at noget var gået dårligt, men at ”drengene” morede sig. Det gjorde også publikum, der da også både forlangte og fik et langt ekstranummer.

Men hvorfor bandet hedder Santa Cruz (spansk: hellige kors) – det melder historien intet om.