Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Jyllands-Posten skriver: “Akkari indrømmer, at han tog grueligt fejl, men en sådan erkendelse fra visse toneangivende politikere og deres medløbere har vi endnu til gode.”

Jeg har svært ved at se, hvorfor Akkaris omvendelse skulle have nogen betydning for, hvad man mener om Muhammedkrisen. Akkari talte muligvis med to tunger dengang. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange tunger han har i munden nu. Men jeg bliver ikke overbevist om, at Jyllands-Posten har ret, fordi Akkari svøber sig i det danske flag og falder på knæ for Anders Fogh. Jeg finder faktisk begge dele temmelig usmageligt.

Jeg mente dengang og mener stadig, at Jyllands-Posten havde ret til at bringe tegningerne. Selvfølgelig havde de ret til det. Ligesom de efter krystalnatten havde ret til at skrive i en ledende artikel, at man måtte indrømme hr. Hitler, at Tyskland havde ret til at gøre med sine jøder, som det ville.

Taget isoleret og hver for sig synes jeg heller ikke tegningerne var så voldsomt forargelige. Jeg tror såmænd ikke, der var kommet større ståhej ud af dem, hvis det ikke havde været for Flemming Roses kommentar om, at formålet med at bringe tegningerne var at håne og spotte muslimer.

Også det havde han ret til, men jeg synes ikke, han skulle have gjort det. Der er ikke nogen lov, der siger, at det er forbudt at troppe op til en begravelse og gøre grin med folks sorg, men de fleste ville finde det stødende. Der er ikke nogen lov, der siger, at man ikke må prutte i domkirken, men de omkringsiddende ville nok rykke lidt på sig.

Satire er livets salt, men man skal ikke hælde kilovis af salt i maden, og satire skal som alt andet anvendes med skønsomhed.

Jeg synes selv, at vittigheden om den ældre, jødiske kvinde, der kommer løbende ned ad stranden i Florida og råber: “Hjælp hjælp, min søn tandlægen er ved at drukne” er ganske morsom. Men jeg synes ikke, tegningerne af jøder i Julius Streichers “Der Stürmer” er spor morsomme. Jeg synes, de er modbydelige.

Der findes en grænse, der ikke bør overtrædes. Man skal ikke mobbe, man skal ikke håne og nedgøre mennesker. Præcis hvor grænsen går, kan der ikke opstilles faste regler for. I Flemming Roses tilfælde synes jeg grænsen blev overskredet.

Men det, der oppiskede hadet til Danmark i den muslimske verden var nok ikke først og fremmest Akkaris indsats, men Anders Foghs arrogante afvisning af at mødes med ambassadørerne fra de muslimske lande. Det er også den erkendelse, Per Stig Møller er kommet frem til, men erkendelsen er endnu ikke nået frem til Jyllands-Postens lederskribenter.

For mig at se var Muhammedkrisen kun en af de mange kriser, Anders Foghs misregimente førte landet ud i. Ligesom hans optræden som krigsforbryder i Nürnbergprocessens forstand ved at medvirke til en ulovlig og uprovokeret angrebskrig. Ligesom hans forsøg på at skabe mistillid til alle eksperter og hans bombastiske udtalelser om, at vi skulle have kæmpet til sidste mand den 9. april var med til at fremstille Danmark som et land, der blev regeret af en uduelig statsminister. Hele VKO-tiden var en rejse ned i de skumleste kælderdyb.

Akkari gjorde sikkert dengang, hvad han kunne for at skade Danmark. Hvad hans hensigter er nu, skal jeg ikke kunne sige. Måske er han bare opportunist, måske er han pludselig blevet Venstremand, hvad ved jeg. Men hverken han eller nogen anden har kunnet skade Danmark så meget som Anders Fogh Rasmussen.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).