Fra Centrumpladsen til byrådssalen

Svendborgensere samledes i dag – for tredje lørdag i træk – på Centrumpladsen til en stille protest mod kommunens behandling af syge og nedslidte borgere. Protesten – og kravet om anstændighed – vokser. Det startede med 50 deltagere. Så blev det 60. I dag var der over 80, der brugte den halve time fra klokken 11.30 til 12 til at markere: Nok er nok.

Det er en stille protest på Centrumpladsen – lige foran Hotel Svendborg og kun et stenkast fra det kommunale Jobcenter og det rådhus, hvor politikerne, indtil nu i hvert fald, sanktionerer, at borgere trækkes igennem endeløse arbejdsprøvninger, og hvor de – trods klare lægeerklæringer – nægtes retten til bl.a. førtidspension. En stille protest uden taler, uden bannere, uden skilte – en halv time hver lørdag, hvor utilfredse borgere mødes, snakker sammen og med deres blotte tilstedeværelse kræver anstændigheden tilbage i kommunens politik overfor borgere, som er kommet i klemme.

Fem svendborgensere har taget initiativet til den ugentlige stille protest: William Fibæk Mikkelsen, Tom Skovløkke Jørgensen, Allan Krautwald, Lenze Middelberg og Gitte Eisenreich.

Gitte Eisenreich opfordrede ved protestens afslutning folk til ikke bare at møde op igen på lørdag, men også til at møde op, når byrådet holder møde på tirsdag kl. 17 på rådhuset. Sætte sig ind og overvære mødet som en ny, stille protest mod den barske indskrænkning i Svendborg Kommune af borgeres mulighed for at få førtidspension. Svendborg Kommune har – som noget enestående for hele landet – halveret antallet af nye førtidspensioner fra 2009 til 2010.

I den forløbne uge har TV 2/Fyn også sat kritisk fokus på disse stramninger i Svendborg Kommune – stramninger, som Svendborgs NetAvis har afdækket gennem flere måneder. Den tiltagende kritik – bl.a. fra fire folketingsmedlemmer fra så forskellige partier som Socialdemokratiet, SF, Venstre og Konservative – har ikke rokket Svendborgs ansvarlige politikere en millimeter. Både borgmester Curt Sørensen (S) og formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Grete Schødts (S), har offentligt slået fast, at der efter deres mening ikke er noget at komme efter. Svendborg Kommune gør, hvad Svendborg Kommune skal i disse sager – ifølge de to topsocialdemokrater.

Byrådet er i øvrigt i al stilhed blevet indkaldt til et møde forud for det ordinære byrådsmøde kl. 17 på tirsdag. De 29 byrådsmedlemmer mødes allerede kl. 15 for at drøfte, hvad det er, der sker på førtidspensionsområdet.