Hanne Skaalum.

Nu skal vi til det igen – der skal spares i kommunen, og hvor skal vi så hitte pengene? Der er lige så mange forslag, som der er valgte hoveder i det nye byråd, men én ting kan man blive enige om – ”vi snupper dem i kulturen!” For hvad er kultur? Det er noget bekosteligt pjank, som man desuden er vant til at få helt gratis. For vi har jo vores ildsjæle. Levende mennesker som mener, at kultur er nødvendigt for at skabe en levende by.

Som man dog kan diskutere om nyskabelser, der kunne risikere at ligne et kulturfænomen. Det sidste var placeringen af kunstværket ”Lysekilde”. Andre fremsynede byer (endda i Jylland) har fundet ud af at prioritere kulturen på budgettet således, at de nu er ”fyrtårne”, når store kulturevents foregår. Der har været friske, store håndbevægelser og vovemod.

Kan det passe, når jeg efterhånden har fået en fornemmelse af, at kultur og tolerance hænger uløseligt sammen? Den opmærksomme tilskuer til et af årets kulturelle højdepunkter, kirkegårdsspillet ”Livet der var en gang”, vil med gysen notere sig, at tingenes tilstand i vores lille by ikke har ændret sig en tøddel i hundred år. Marianne Kjærs intelligente beskrivelse og fortolkning af livet en gang – viser med tydelighed intolerancen og dermed bl.a. kulturens svære vilkår i Svendborg.

Historien beskriver også, at ”alting dog går lettere, når der er penge bag!” En købmand Weber fik lettere forståelse for sine tiltag. Hvis der er penge bag, kan meget tolereres. Hvis det da så er kultur?! I vores tid har vi oplevet at én af Svendborgs absolut mest spændende turistattraktioner forsvandt, da der skulle hentes mere benefit ud af ”Plydsen”!

Tolerancen den gang beskrives bl.a. i fortællingen om den jødiske købmand, som konkurrenten fik ned med nakken ved at betale gadedrengene for at chikanere ham. At jøden så bagefter i frustration gik hjem og tævede konen, var den grimme slutning på den historie. Hvem får tævene i dag?

I ”Småtlingenes paradis” er det velkendte tema: ”Det går aller!” Nu har vi fået en flot Borgerforening som et resultat af behjertede borgeres indsats efter dekader af års forgæves restaurerings-forslag fra enkelte, behjertede politikere. Det er imponerende og et smukt resultat. Men nu kommer så mukkeriet. ”Det går aller!” Hva’ med driften?

Vi må håbe, at der er penge nok bag til at imponere ”Småtlingene”, ellers bliver det drøjt! For nu skal der spares – igen – på kulturen. Svendborg, som kaldes musikkens by og en turistmagnet, kan da hente penge hjem – fra blandt andet: Turistforeningen – som daglig kæmper for sagen. Fra Peter Most Garden – som man aldrig har fattet kan gøre alting 100 gange bedre end alverdens stadsensembler. Fra Teaterforeningen – som dog omhandler en stor del af almindelige borgeres kultur. Fra Svendborg Festdage – som senest har ”branded” byen med ni herlige festdage. Og endelig fra de hårdt kæmpende, små teatre, som tilsiger den almindelige borger og byens børn og unge den kultur, vores fremtid skal bygges på. ”Din rygrad visner, hvis ikke du danser med din bedstemor!” BaggårdTeatret går fri – det sker i Svendborg, når man har indflydelsesrige forkæmpere. Jævnfør Livet på kirkegården!

For så yderligere at dræne byen for liv langer man ud efter de erhvervsdrivende med fortovsafgifter, så man kan få skruet ned for al det spændende og farverige gadeliv, der ellers kunne fange turister og andre festelskende mennesker. Læg mærke til at ”et værtshus uden gæster” IKKE trækker gæster til. Man går ind der, hvor de andre er. En by uden liv producerer ikke det miljø, der tiltrækker levende mennesker. Det ender med, at ildsjælene bliver til aske, og vi får et åndeligt Pompei.

Et trøstens ord: Det er sgutte nemt – når der kæmpes med et underskud på 90 millioner. Det forstår enhver. Selv de, der har skabt det!

(Hanne Skaalum, Svendborg, er tidligere socialrådgiver).